Den 31-årige tyske golfstjerne Martin Kaymer kommer og kaster stjerneglimmer over golf-turneringen Made in Denmark.

Den tidligere dobbelte major-vinder Martin Kaymer kommer til European Tour-turneringen Made in Denmark, som finder sted 25.-28. august i Himmerland Golf & Spa Resort i Farsø.

Endnu er det ikke officielt, men BT erfarer, at Martin Kaymers deltagelse skulle være sikker nok - og det er lidt af et scoop for arrangørerne.

Martin Kaymer vandt sin første major-turnering i 2010, hvor han strøg til tops i PGA Championship. Her sluttede han lige med amerikaneren Bubba Watson, som tyskeren endte med at vinde over efter playoff over tre huller.

Den anden major-titel kom i hus fire år senere, da Martin Kaymer på helt suveræn vis vandt US Open. Her sluttede han i ni slag under par, og det var ikke færre end otte slag bedre end de to næstbedste spillere, som var amerikanerne Eric Compton og Rickie Fowler.

Derudover har Martin Kaymer vundet ni European Tour-turneringer, så det er alt i alt en mand, der sagtens kan tale med om turneringssejren om små fire uger.

Det er tredje år i træk, European Tour-.turneringen Made in Denmark bliver afviklet. Sidste år var trækplasteret Darren Clarke, og det europæiske Ryder Cup-holds kaptajn kommer også til Himmerland i år. Nordireren måtte sidste år nøjes med en delt 44. plads.

Sidste års turnering blev vundet af David Horsey fra England, mens skotske Marc Warren vandt i 2014.

Turneringsledelsen ventes at bekræfte Martin Kaymers deltagelse allerede mandag, mens den officielle deltagerliste kommer torsdag.