Verdens ældste majorturnering British Open vil ikke længere blive spillet på den skotske golfbane Muirfield.

Golfsportens ledende organ The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews (R&A) har torsdag kasseret Muirfield som spillested, fordi den konservative golfklub ikke vil acceptere kvindelige medlemmer.

»The Open er en af verdens største sportsbegivenheder, og fremadrettet ønsker vi ikke at afholde turneringen et sted, der ikke ønsker kvinder som medlemmer,« siger R&A-direktør Martin Slummers i en udtalelse.

Muirfield har netop nedstemt et forslag om at åbne op for kvindelige medlemmer, hvilket ville kræve et 'ja' fra to tredjedele af medlemmerne. Forslaget fik blot opbakning af 387 medlemmer svarende til 64 procent. 36 procent stemte imod.

Skotlands politiske leder, førsteminister Nicola Sturgeon, kalder beslutningen »uforsvarlig«.

»Skotland har kvindelige ledere alle steder i samfundet. Det er altså 2016. Det er uforsvarligt,« skriver Sturgeon på Twitter.

Muirfield har indtil nu været en af i alt ti baner, som på skift får lov til at afholde British Open.

Majorturneringen er blevet afholdt 16 gange på Muirfield siden 1892 og senest i 2013. Efter planen skulle verdens bedste spillere igen gæste Muirfield i forbindelse med British Open i 2023.

R&A-direktør Martin Slummer åbner op for, at Muirfield igen kan afholde majorturneringen, hvis klubben ændrer holdning til kvinder.

»Hvis klubben ændrer sin politik, så vil vi igen overveje Muirfield som bane til The Open i fremtiden,« siger han.

Den 145. udgave af British Open afholdes i midten af juni på The Royal Troon Colf Club i Skotland.

/ritzau/