Thomas Bjørn har stor ros til hans unge danske arvtager

Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen er blevet sat i bold sammen under de to indledende runder i Qatar. Og efter den første dag er den rutinerede Bjørn fuld af lovord over den unge Thorbjørn.

- Thorbjørn har alt hvad der skal til for at blive en af verdens bedste golfspillere, sagde Thomas Bjørn til SkySports efter onsdagens runde.

Den flotte ros var selvfølgelig noget, der varmede hos Thorbjørn.

- Det betyder meget at Thomas siger sådan om mig. Thomas og Tiger Woods var mine idoler, da jeg var barn og begyndte at spille golf, sagde Thorbjørn Olesen.

- Thomas Bjørn har opnået så meget for golf i Danmark gennem årene. Uden ham ville jeg ikke spille, og det ville mange af de andre danskere, der er ved at komme frem nu heller ikke, sagde Olesen til SkySports.

Udviklingen i sit spil, har givet Thorbjørn Olesen blod på tanden og han er begyndt at drømme store drømme.

- Efter at have spillet to majors sidste år ved jeg, hvad der skal til for at konkurrere på højeste niveau. Andenpladsen i Abu Dhabi i et verdensklassefelt, har givet mig selvtillid. Nu glæder jeg mig til at spille i Amerika, fordi jeg elsker den atmosfære de har ved hver turnering, sagde Thorbjørn Olesen.