Anders Hansen hitter i Hong Kong

Anders Hansen rundede førstepladsen i UBS Hong Kong Open efter en strålende anden runde i 64 slag

Selv om der kun er to danskere til start i UBS Hong Kong Open, så kan der være et topresultat i sigte.

Anders Hansen strålede tidligt fredag og leverede en bogeyfri runde i 64 slag (-6) med seks birdies undervejs. Det sendte ham direkte op på en foreløbig førsteplads inden anden halvdel af feltet dog begyndte at tjekke ind i klubhuset.

- Jeg er meget, meget tilfreds med runden. Det er meget tricky derude. Det blæser og vinden kommer fra alle mulige retninger, så det er svært at ramme fairways og greens. Men jeg spillede godt. Jeg spillede solidt fra tee til green, men du vil misse nogle greens, og du vil misse af par fairways, men det er sådan, det er under disse forhold. Jeg sørgede for at holde sammen på det, og det var godt, siger Anders Hansen, der føler at han har kunnet se et lille vendepunkt.

- Jeg havde et godt år sidste år. Dette år har ikke været så godt. Jeg tror, spillet har vendt lidt siden august. I løbet af sommeren havde jeg nogle få gode runder, men jeg kunne ikke helt få det hele til at hænge sammen, siger Anders Hansen.

Det hele hang forrygende sammen fredag, og Anders Hansen har meldt sig ind i favoritfeltet inden weekendens finale.

Søren Kjeldsen var også tidligt i gang med sin anden runde, og med en 69’er (-1) spillede han sig ind i finalevarmen, og han er på en foreløbig 43. plads med en total i +1.

Læs også: