Det er ikke nogen hemmelighed, at iPhone 6 Plus ikke ligger decideret godt i lommen eller hånden. Men at den populære smartphones vokseværk skulle være direkte skyld i skader til sportsudøvere i verdensklasse - det er alligevel overraskende.

Ikke desto mindre vil NBA-spilleren Matt Bonner gerne forsøge sig med denne forklaring på, hvorfor han led af smerter i albuen. Også selvom han godt ved, at "alle vil finde det her hysterisk morsomt", som han selv siger. Men lad os nu se - og vurdér gerne selv. Her er San Antonio Spurs-spillerens forklaring:

»Da den nye iPhone blev introduceret, var den større end den seneste, og jeg tror, at fordi jeg fik den nye telefon, så var det en belastning at bruge den. Du er nødt til at strække mere for at ramme knapperne, og jeg tror ærlig talt, at det var derfor, jeg udviklede skaden,« siger Matt Bonner til the Concord Monitor.

Og hvis du stadig ikke tror på, at Bonner har fået sin albueskade af at gennemtrawle Tinder for søde singlepiger eller skære frugt over som en ninja, har han endnu et es i ærmet. Han bakkes nemlig - ifølge Bonner selv - op af en San Antonio Spurs-træner, der også har været lidt for ivrig med tommelfingeren på sin iPhone.

Om skadens årsag var iPhone 6 Plus eller ej, så var den i hvert fald medvirkende til to en halv måneds dårligere statistikker for Bonner, skriver Time Magazine.

Lad os håbe, at han har købt en Nokia 3210 nu og er glad for Snake.