Boom i salg af selfie-stænger til turisterne om sommeren.

I ’gamle dage’ kunne man altid kende en turist på den blomstrede skjorte og kameraet, der hang på maven. Sådan er det ikke mere. For i dag kendes en ’rigtig’ turist på sin selfie-stang. Og den bliver uhæmmet taget frem og brugt - uanset hvor turisten befinder sig.

I København har den lille havfrue altid fået turisterne til at stimle sammen. Og mangen en turist har taget den farefulde færd ud på de store og våde sten i vandet, som den lille statue hviler på for at blive foreviget med Danmarks nationalsymbol. Men efter selfie-stængerne er kommet til, er den farefulde færd forsvundet. Nu hiver man bare selfie stangen frem, sætter smartphonen fast for enden, og med et enkelt klik har man et billede af sig selv med havfruen som baggrund.

Selfie-stænger luftes efterhånden i hele verden. Her ved 'Landiao Zhuangyuan' eller lavendelhaven 'Blues Manor' i Beijing, Kina.
Selfie-stænger luftes efterhånden i hele verden. Her ved 'Landiao Zhuangyuan' eller lavendelhaven 'Blues Manor' i Beijing, Kina.
Vis mere

Men mange turister valfarter også til Amalienborg for at tage selfies med sig selv i forgrunden og et af palæerne i baggrunden - som eksempelvis Heesub Yoon fra Korea. BT mødte ham, mens han var i færd med at fotografere sig selv med kronprinsparrets hjem, Frederik VIII Palæ, i baggrunden.

»Jeg bruger min selfie-stang, fordi jeg med den kan tage billeder af seværdigheder, hvor jeg selv er med på billedet,« fortæller Heesub Yoon med et stort smil til BT.

Men lige netop den trend har fået nogle turister til at koge så meget over i deres selfie-iver, at store turiststeder som EuroDisney udenfor Paris simpelthen har forbudt brugen af selfie-stænger. Og det på trods af, at man knap nok kan kæmpe sig frem for gadesælgere, der falbyder selfie-stænger til turisterne.

En muslim pilgrim bruger en selfie-stang til at tage billeder på toppen af Mount Thor i den hellige by Mekka.
En muslim pilgrim bruger en selfie-stang til at tage billeder på toppen af Mount Thor i den hellige by Mekka.
Vis mere

Teknologi

Filosof Arno Victor Nielsen tror på, at selfie-trangen altid ’har boet’ i os, men at den først kommer frem nu, hvor teknologien tillader os at gøre det, uden vi skal forstyrre andre mennesker og bede dem om at tage billedet.

»Tidligere tog man billeder af ting eller bestemte landskaber, men nu tager man billeder af situationer eller oplevelser. Når man selv kan tage billederne, så behøver man ikke længere at lægge beslag på andre menneskers tid. Nu kan enhver situation blive til et billede,« siger Arno Victor Nielsen og forsvarer ’selfisterne’:

»Jeg tror ikke på, at vi tager selfies, fordi vi skulle være blevet mere selv-iscenesættende. Jeg tror, at det alene kan forklares på baggrund af teknologien.«

Selfie-stangen kan trækkes ud, så den måler godt en meter.
Selfie-stangen kan trækkes ud, så den måler godt en meter.
Vis mere

Når selfie-stangen er foldet sammen, fylder den lige så meget som en taskeparaply.
Når selfie-stangen er foldet sammen, fylder den lige så meget som en taskeparaply.
Vis mere