Efter fredagens forsalg er der flere måneders ventetid på alle modeller af Apple Watch, men det er ikke garanti for succes.

Har du planer om at anskaffe et Apple Watch fra for eksempel Tyskland, må du væbne dig med tålmodighed. Fredag åbnede Apple for forsalg af Apple Watch og allerede i løbet af den første dag steg ventetiden samtlige modeller til op mod to måneder. De billigste modeller sendes først ud til juni, mens der er 4-6 ugers ventetid på nogle af de dyrere modeller. I USA og England er billedet det samme.

Apple har endnu ikke udsendt tal på hvor mange Apple Watch, der er blevet solgt i weekenden, så om ventetiden skyldes et stort salg eller om Apple simpelthen bare ikke har produceret enheder nok, er uvist. Man kan dog fristes til at tro det sidste, da der har været meldt om problemer med produktionen af skærme til urene.

De første anmeldelser af Apple Watch, fra de amerikanske anmeldere, har været lunkne. Trods enighed om, at Apple Watch er det hidtil bedste bud på et smartwatch, har anmelderne svært ved at anbefale brugerne at købe det.

Læs uddrag af anmeldelser hos iNPUT.

Du kan læse mere om ny teknologi, hvis du henter magasinet iNPUT - det er 100 procent gratis til tablets og telefoner.
Her til iOS og her til Android.