Så er det officielt: Apple kalder pressen sammen til iPhone-lancering om knap to uger.

»Hey Siri, give us a hint.« Sådan lyder teksten på den invitation, som Apple i dag har sendt ud til pressen. Eventet vil med sikkerhed byde på lancering af årets iPhone-aftapning, ligesom der muligvis lanceres en spritny udgave af Apple TV med tilhørende App Store.

Det forventes at iPhone kommer i to udgaver; iPhone 6S og iPhone 6S Plus. Som vanlig vil telefonerne have hurtigere processorer og et par andre gimmicks, der skal give os lyst til at opgradere. Da der sidst blev lanceret en S-udgave af iPhone (iPhone 5S for to år siden, red.), var den udstyret med fingeraftryksscanneren Touch ID.

Denne gang forventes det, at de nye iPhone-modeller er udrustet med Apples nye Force Touch-teknologi, der blev introduceret med Apple Watch. Kameraerne skulle også have fået et boost. Vi har tidligere gennemgået de mest plausible rygter om de nye iPhones - læs artiklen her: Sådan bliver iPhone 6S.

Ud over hardware vil Apple uden tvivl genopfriske nyhederne i iOS 9, El Capitan og WatchOS2. Det vil også blive annonceret, hvornår de nye styresystemer kan hentes. Vi gætter på den sidste uge i september.

Lanceringen bliver i øvrigt afviklet på det historiske Bill Graham Civic Auditorium i San Francisco. Samme sted som Steve Jobs afslørede Apple II-computeren tilbage i 1977. Hele lanceringen bliver streamet live via nettet - for første gang også til Windows-platformen. Skal man mon lægge noget i det?

Siri-henvisningen på invitationen kan være et hint til, at den nye Apple TV vil kunne betjenes ved hjælp af stemmen. Men det er ren spekulation. Om knapt to uger, onsdag den 9. september, er vi alle meget klogere.

Du vil naturligvis kunne læse alle nyhederne, som de sker, hos magasinet iNPUT.

Vil du have løbende nyheder fra tech-fronten, så giv iNPUT et Like på Facebook.

Du kan læse mere om ny teknologi i magasinet iNPUT - det er 100 procent gratis til tablets og telefoner.
Her til iOS og her til Android.