To-årig fik æble galt i halsen. Reddet fra kvælning af pædagog, som netop havde taget førstehjælps-kursus

En hurtig og resolut indsats fra en handlekraftig pædagogisk assistent i daginstitutionen Børnebakken i Hjerting ved Esbjerg reddede to-årige Victor Emil Emmelund Christensens liv, da han fik et stykke æble galt i halsen.

Kort forinden havde den pædagogiske assistent, Helle Winkler, gennemført førstehjælps-kurset »Red dit barn«, hvor hun bl.a. lærte at tackle netop en nødsituation som den, Victor Emil pludselig var kommet i.

Så sent som sidste år blev en lille dreng fra Holsted kvalt, da han i sin dagpleje fik et stykke mad galt i halsen. Som følge af tragedien valgte Esbjerg Kommune at sende samtlige sine pædagogiske medarbejdere på førstehjælps-kursus.

Hvilket altså er medvirkende til, at Victor Emil den dag i maj reddede livet med en hurtig og snarrådig indsats fra 49-årige Helle Winkler.

Læs også: Kæmpede for at redde ægtepar fra druknedøden: Der var ingen, der hjalp

- Vi sidder 11 børn og tre voksne til samling i en rundkreds. På et tidspunkt begynder Victor Emil at hoste, og den studerende, som sidder ved siden af ham, klapper ham på ryggen. Det hjælper ikke, og jeg springer op og begynder også at klappe ham – noget hårdere – på ryggen. Men det hjælper stadig ikke, og jeg kan se, det er alvorligt, og at vi er nødt til at handle. Så jeg bærer ham ud på badeværelset, hvor han er blevet helt slap og blå om læberne. Så lægger jeg ham halvt over mit knæ og hamrer ham virkelig hårdt i ryggen fem gange. Jeg kan huske, at jeg tænker, at nu brækker jeg ribbenene på ham. Det gør jeg dog ikke, men til sidst kommer æblestykket op, og han begynder at kaste op, fortæller Helle Winkler om episoden, der altså fik en lykkelig udgang.

- Det er vist første gang, jeg har været glad for at høre et barn græde, som hun siger.

Hun giver førstehjælps-kurset, som hun og hendes kolleger har fået, en god del af æren for, at dét, som kun være gået helt galt, alligevel gik godt.

- Jeg vil slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket... Hvis jeg ikke havde fået kurset, så tror jeg nu nok, jeg ville have reageret i situationen under alle omstændigheder. Men det er klart, det er godt at vide, hvordan man skal reagere, siger Helle Winkler, der ikke føler sig som nogen helt, selv om hun formentlig reddede Victor Emils liv.

- Han er stadig en glad og livlig dreng. Det er tak nok for mig, siger hun.