Skæbnekamp mod OB venter i næste runde, når formand Kurt Andersen kommer til Slagelse

Mens Sønderjyskes spillere jublede over den smalle, men meget fortjente 1-0 sejr i Slagelse, sad FC Vestsjællands spillere rundt-omkring på græsset og græmmede sig i den kolde vinteraften.

Ikke blot var det en af sæsonens dårligste præstationer. Det var også FC Vestsjællands syvende Superliga-kamp i træk uden sejr, og nu er presset på cheftræner Michael Hansen tungt med fire point op til OB.

Ifølge BTs oplysninger rejser klubejer og mæcen Kurt Andersen fra sit hjem i Spanien til Danmark i forbindelse med næste rundes opgør mod bundrivalerne fra OB. Der er dog usikkerhed om, om det vil blive diskuteret på et bestyrelsesmøde efter kampen, da der er usikkerhed om flere bestyrelsesmedlemmers medvirken. Ikke desto mindre vurderer kilder med indsigt i FC Vestsjælland, at Michael Hansens fremtid som cheftræner i klubben kan blive afgjort. Ironisk nok kan det dermed være Michael Hansens forgænger som cheftræner i FC Vestsjælland, Ove Pedersen, der besegler sin efterfølger og tidligere assistents skæbne.

Taber FC Vestsjælland til OB, kan holdet i værste fald risikere at have mindst syv point op til den livgivende 10.-plads. Især hvis Hobro, som også er fedtet ind i bundstriden. i samme runde slår Silkeborg

Afviser at trække sig

Kurt Andersen er ikke vendt tilbage på BTs henvendelse, men over for TV3 Sport 1 afviste cheftræner Michael Hansen, at han selv kunne finde på at træffe en beslutning om at trække sig. Til gengæld var han ikke bleg for at erkende, at hans hold havde spillet elendigt.

»Jeg havde håbet, det var i dag, vi ville vinde, men vi spillede ikke godt. Sådan en kamp som den her kan man ikke sidde overhørig,« sagde Michael Hansen.

Sønderjyskes sejr blev grundlagt, da Bjørn Paulsen scorede på et langskud i det 17. minut, og i resten af kampen lagde gæsterne et tungt pres uden at det lykkedes dem at udbygge føringen, og i slutminutterne kom FC Vestsjælland derfor tæt på en udligning.

Men som Sønderjyskes træner Lars Søndergaard sagde efter kampen:

»Da spillerne kom ned i omklædningsrummet, sang de ’1-0 er nok’, og det var egentlig svært at sige noget imod.«

Med sejren rykker Sønderjyske helt op på en midlertid-ig femteplads i Superligaen og ligner ikke længere en klub, der er med i nedrykningskampen. Det har den omvendt været så mange gange før, og var den også efter efterårssæsonen, men oven på en fremragende opstart med lutter sejre i træningskampene er Sønderjyske kommet godt ud til foråret og har hurtigt elimineret truslen fra bunden.

Det skyldes ikke mindst, at spillerne er vant til at mærke presset efter mange år i farezonen.

»Man siger jo, at det er i modgang, at man lærer, men nu synes jeg ikke, jeg vil lære så meget,« sagde Lars Søndergaard med et smil efter sejren til TV3 Sport 1.