Der bliver længere og længere mellem ægtepar, der lever sammen til døden dem skiller. Antallet af skilsmisser blandt danskere over 50 år er eksploderet.

De seneste tal viser en stigning på mere end 70 procent på bare otte år.

Hos Ældre Sagen genkender man tendensen.

»De store generationer, der bliver ældre nu, har indbygget i deres dna, at skilsmisse er en mulighed, hvis forholdet ikke fungerer, som de kunne ønske,« siger Margrethe Kähler, chefkonsulent hos Ældre Sagen.

Læs også:

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2006 var 6.310 danskere over 50, der blev skilt. Knap otte år senere, i 2014, var det tal vokset til 10.852. En stigning på mere end 70 procent.

Oprørstrang

»Det er en generation, der har friheds- og oprørstrang og vil leve det bedst mulige liv. Men har de ikke mulighed for det, og er økonomien i orden, så vælger de at gå fra hinanden og klare sig på den måde,« siger Margrethe Kähler, der fortæller, at tendensen er endnu mere udtalt i storbyerne, mens ægtepar i Sønder- og Vestjylland forbliver sammen.

Ofte kommer det som et chok, når børnene er flyttet hjemmefra, og joblivet er forbi.

Læs også:

»Nogle mennesker er nærmest blevet som et møbel for hinanden. Det kræver, at man tager det som en ny opgave, når man har forladt arbejdsmarkedet og dets roller, opgaver og krav. Lige pludselig opstår der et tomrum, og man skal til at genopfinde hinanden,« siger Margrethe Kähler.

Skab fælles projekter

Sat på spidsen anbefaler Ældre Sagen, at man skaber projekter, man kan være fælles om.

»Det er opskriften på et godt samliv. Det kan holde liv i kærligheden, men kræver selvfølgelig, at man skal kunne arbejde og fungere godt sammen. Gør man det, så er et fælles projekt noget af det bedste. Man sætter sig mål sammen og arbejder på det samme,« lyder det fra Ældre Sagens ekspert.mkn