Én gang til for arveprins Knud.
Synet af det gamle mundheld sætter samtidig en stemning af noget, der var en gang – og noget, der i allerhøjeste grad er nærværende.
Det er nemlig titlen på Ørkenens Sønners nyeste show med premiere 11. april.
Det falder naturligt ind i lokalerne under Tivolis glassal. I et kontor ved siden af fællesrummet/køkkenet, hvor BT møder ørkensønnen Niels Olsen, hænger et par portrætbilleder af Dirch Passer og Kjeld Petersen.
Et minde om den særegne sals mangeårige historie som morskabsteateret, der for altid vil være kendt som stedet, hvor Dirch Passer fik det ildebefindende, der førte til hans død.
Køkkenet er udsmykket med diverse memorabilia fra de mange forestillinger, der er opført gennem tiden.
»Ja, det er jo mest en masse gammelt ...,« siger Niels Olsen med et grin. Han lader det sidste ord hænge i luften, og tilføjer afvæbnende:
»Tag bare vores egne dumme fezer deroppe på hylden.«
At kalde Ørkenens Sønner en masse gammelt ... er både på en måde rigtigt og ualmindelig respektløst overfor deres arbejde og ikke mindst de mere end 300.000 danskere, der plejer at opleve Ørkenens Sønner på den turné, der sidste gang varede halvandet år.
Faste rammer
’Een gang til for prins Knud’ er allerede udsolgt i flere sale.
»Vi gør en dyd ud af at være umoderne. Også rent spillemæssigt. Vi står på en række og taler ud i rummet, som man gjorde i gamle dage, før der var noget, der hed microports (trådløse mikrofoner, red.). Det skal være teatralsk og gammeldags.«
Et show med Ørkenens Sønner er bygget op omkring en fast skabelon. Logen med fælles rejsning, bestående af Asger Reher, Søren Pilmark, Henrik Koefoed og Olsen selv i smoking og fez. Ugerevy-filmene med bl.a. Slikmutter, varietenummeret Fjertomanen, landmandssketchene på Gyllegården med Grethe og Dorthe, Degnens Didrik, Postbuddet og Grosserer Pikkerup og Doktor Svans.
Niels Olsen er tekstforfatter og idémanden bag Ørkenens Sønner. Søren Pilmark er ’konceptmager’.
Giver den enorme succes præstationsangst?
»Ja, på den måde, at det ikke nytter at smide alt over bord. Søren foreslog engang, at vi fandt en ny ramme, ’Havets helte’ f.eks. Men det SKAL bare leve op til det, vi har opnået før – og ja, det er en form for pres. Men det pres er svært at bruge aktivt, kreativt. Man må bare sige, at vi sælger en masse billetter på forhånd, og det forpligter. Det gør, hele teatersituationen taget i betragtning, at vi er helt vildt privilegerede.«
Personligt
Du har domineret dansk komik i mere end 20 år, er du altid sjov?
»Jeg går ikke lalleglad, jublende rundt til daglig, men det ligger til mig at tænke på den måde. Det kildrer at vende tingene på hovedet. At se tingene fra den anden side. Det er en del af min natur. Det er også meget revyens væsen – at se begivenheder fra den uventede side. For et par show siden havde vi en hyldestsang til alle de skabninger, som alle andre ellers har besluttet, at det er i orden at slå ihjel, bladlus, lopper. Er det rimeligt, at vi alle sammen beslutter, at de skal dø? De har vel også et liv og følelser,« siger Niels Olsen med et grin og understreger, det i høj grad handler om intuition – og håndværk.
»Jeg er ikke uddannet komiker. Da jeg læste til skuespiller, handlede det om at turde bruge sine følelser. Det er redskabet, også i komik. Ligesom i et drama, er der en vej frem til et grin. Teknisk set er det det samme, uanset om du vil have folk til at grine eller græde. Når du spiller over 100 eller 200 gange, er det vigtigt at holde fast i timingen, hvis du snubler i et ord, ved du, at du kun får måske halvdelen tilbage. Timingen, disciplinen er næsten alt. Meget af vores materiale er jo nogle halvplatte, gamle vittigheder. Hvis det ikke bliver serveret lige i øjet, er det ingenting.«
Hvad laver du, når du ikke er sjov?
»Jeg får altid klager over, at radioen står på P1, når jeg har kørt i bilen. Jeg lytter gerne til debatprogrammer – eller ser actionfilm, spionfilm, drengerøvsfilm, sport er jeg meget glad for. Jeg kan gribe mig selv i at se store dartturneringer på tv. Når man begynder at kende dem, der er med, så ved man, at det er ved at være for meget,« siger Olsen.
Mandehumor
I en tid, hvor vores alle sammens fælles politisk korrekte, snerpede Facebook-politi sætter dagsordenen overalt, er det specielt, at Ørkenens Sønner kan blive ved med stadig stigende succes. Hvad er hemmeligheden?
»Måske fordi vi har det sådan inde i os selv. Det er de samme ting, vi selv griner ad. Vi elsker universet af nogle selvhøjtidelige mænd, der selv synes, de er meeeeget vigtige. Mange af vores sketches handler om, at hovmod står for fald. Store historiske personligheder, der bliver punkteret. Det er fis og ballade for fuld power. Og så er der vel også noget med, at det seksuelle stadig er tabu – eller grænseoverskridende. Og derfor sjovt at grine ad.«
Underligt nok, der er sex overalt i det offentlige rum.
»Var det ikke Groucho Marx, der besvarede spørgsmålet, ’hvad mener De om sex?’ med ’Jeg tror, det er kommet for at blive’. Vi bombarderes med reklamer og medier, der oser af sex, og de fleste går sikkert rundt og kæmper med at få det til at fungere. Alle vil gerne fremstå som om, man har et fantastisk sexliv. Taler måske ikke så højt, når det ikke fungerer. Der er en tone, når mænd er sammen, som vi også selv har personligt, og som vi dyrker på scenen.«
Den form for mandehumor handler vel dybest set bare om al den sex, man ikke får?
»Ja, og jo mindre man får derhjemme, des højere taler man om det. Teater har jo typisk et kvindeligt publikum, hvor mænd går med, fordi nu skal vi det. Vi oplever, at grupper af mand går til Ørkenens Sønner. Det ser man ellers nok ikke så meget i teatrene. Det synes vi er sjovt.«
For en del år siden var Olsen med i en tv-reklame, hvor han spillede sammen med en teenagedatter, der syntes, han var meget pinlig. Tænker hans egen datter indimellem på samme måde?
»Min datter er 17. Det kan være svært at træde ind som far og sige, ’det dur altså ikke, det er et forfærdeligt sprog, det vil jeg ikke høre’, når hun samtidig kan gå ind og se far fyre noget af, der er meget værre. Det kan være lidt svært at opretholde autoriteten. Men jeg prøver ikke desto mindre.«
