Lotte Hansen: En lysende blå dsb-stjerne

Kommentar: Når man har staten i ryggen, så kan man godt tage på udlandseventyr, uden at det betyder butikkens undergang

Fut fut... DSB-toget forlader glidende og planmæssigt Hovedbanegården lillejuleaftensdag. På Hovedbanegården er der ingen panik. Glade julerejsende med pakker og sne på huen. Konduktøren smiler, da han med verdens største overbærenhed svarer en passager, om hun er sikker på, hun ikke ved, hvad der er forskellen på en marcipangris og et honninghjerte.

Vi mangler bare Gnags’ julesang, da virkeligheden indfinder sig via højttaleranlægget: ’Rejser du på rejsekort, husk at tjekke ind, hvis du skal videre. Husk at tjekke ud, hvis du slutter din rejse’. Hva’ behar? Jo, det var såmænd DSB, der er i gang med at fortælle de rejsende, som var de netop begyndt i børnehaveklasse, hvordan man bruger sit rejsekort. Ja, det er den der lysende blå bold, det i årevis har været installeret på alle stationer. Kortet har været over 10 år undervejs og er blevet overhalet af app og internettet, men det har kostet 1,3 mia. kr. at udvikle, så nu skal vi bare elske det, om de så skal forære os rabatter i hobetal. Efter 7 måneders drift har knap 200.000 danskere fået øjnene op for kortet, og på den måde er DSB knap en tiendedel af vejen mod sit mål på 2 mio. Ud over etableringen koster brugen af kortet 200 mio. årligt. Så de 200.000 glade ejere af et kort har altså kostet staten 1.000 kr. hver.

Spørgsmålet er, om DSB kunne have gjort de 2 mio. til nogle gladere passagerer på anden vis end ved at bruge så mange penge på at udvikle et kort, som i forhold til, hvad statsbanerne ellers står med af udfordringer, synes at være en statsbetalt Djøf-innovation, når det er værst. Der er hældt så mange gode penge efter dårlige i håb om at kunne kalde det en succes en dag. Den eneste grund til, at ingen rigtig græder over den ’lille’ merudgift, er, at DSB samlet skylder 18 mia. kr.

Kortet blev for alvor en dyr joke, da det viste sig, at det ikke fungerer som pendlerkort, på Djøf-sprog hedder det: ’I dialogen med pendlere lagde mange vægt på budgetsikkerheden, og det blev derfor valgt at supplere det oprindelige koncept med et fastprisprodukt’.

I denne uge kom det frem, at det koster DSB tre gange så meget at køre en kilometer, som det koster for de private baner. Enhedslisten taler om, at man skal sikre de mindre lukrative ruter i ydertidspunkterne, men når det kommer til at sikre retfærdighed og ligebehandling i udbud, er staten så langt fremme, at det aldrig burde være et problem at sikre den slags.

I virkeligheden sidder man nok inde i DSBs hovedkontor på Sølvtorvet og sender sine allerbedste julehilsner til Danske Bank:

’Kære Eivind Kolding, tak fordi du tog skraldet, samtidig med at vi andre fik lov til at udvide vores låneret med yderligere 8 mia. Vi kender vel begge til det der med lidt for meget fedt på sidebenene i opgangstider, vi prøvede med Sverige og rejsetidskortet, og I forsøgte med Irland, men man kan jo ikke ramme skiven hver gang. Og hvad gør det også, når man har nogle ansvarlige politikere siddende klar med blankochecken på Borgen, som er fulde af forståelse for, at vi jo begge løser nogle helt unikke opgaver for det danske samfund. PS: Jeg synes ellers godt om den der ’New Normal’, hvad synes du om vores kampagne om DK, der er et kludetæppe, vi syr sammen? Hvad udad tabes, skal indad vindes, er det ikke sådan, vi siger, når vi har været lidt for langt fremme med udlandsrejserne. God jul.’