Slut med diskussioner om mundkurv og snor. Kamphunde skal helt forbydes i Danmark, og det kan ikke gå stærkt nok.

Udmeldingen kommer fra Venstres retsordfører, Kim Andersen, der har fået nok, efter at en sønderjysk kvinde i går blev angrebet af tre hunde af racen american bulldog, skriver jv.dk

. - Nu må det være slut. Det er efterhånden hver uge, at folk angribes og skambides, og vi kan ikke blive ved med at leve med det, raser Kim Andersen.Står det til ham, skal Danmark om en årrække være helt frit for kamphunde med aggressive gener.

- Der skal være forbud mod import af kamphunderacer til Danmark. De hunde, der er, må der ikke avles på. Og straks en af dem udviser aggressiv adfærd, skal den aflives, kræver han.

Retsordføreren vil straks efter Folketingets sommerferie kontakte Justitsminister Brian Mikkelsen (K) for at få ham til at fremskynde arbejdet i det særlige Hundeudvalg, som regeringen har nedsat i februar netop for at opdatere lovgivningen omkring hunde. Udvalget havde ellers fået frem til nytår til at komme med en delbetænkning, hvilket Kim Andersen indtil for 14 dage siden støttede.

- Men vi kan ikke leve med risikoen længere. Udvalget kan ikke sidde og trille tommelfingre, mens de her rovdyr angriber igen og igen. De må kunne gøre arbejdet på et par måneder, så vi kan få lovgivet allerede til efteråret, mener Kim Andersen.

Han vil ikke pege på hvilke racer, der skal forbydes.

- Det er ikke helt ligetil at definere, det er derfor, vi har nedsat et sagkyndigt udvalg. Og det udvalg må trække i arbejdstøjet straks, lyder det. Kim Andersen vil drøfte sagen på Venstres sommergruppemøde i næste uge, men har allerede opbakning fra partiets dyrevelfærdsordfører, Flemming Møller, der også ønsker kamphunde forbudt.