Michael Damgaard har endnu ikke fundet den franske melodi ved VM. Landstræneren er ikke bekymret.

Magdeburg-spilleren er tiltænkt en jokerrolle med sit skarpe skud, men hidtil har der kun været løst krudt i bøssen. I 27-25-sejren over Sverige fik han chancen fra anden halvlegs start, men landstræner Gudmundur Gudmundsson flåede ham ud efter to dårlige angreb, der kostede to svenske mål.

En beslutning, der satte sig i Michael Damgaard, der stod på afstand af bænken og så desillusioneret til, da danskerne tog en afgørende time-out i anden halvleg. Landstræneren meldte efter kampen, at han er meget opmærksom på at få Damgaard i gang ved VM. Islændingen føler sig overbevist om, at det nok skal lykkes trods startvanskeligheder.

»Vi er i gang med det, og jeg er sikker på, at Damgaard kommer i gang. Det er jeg ikke i tvivl om. Det var en svær kamp for ham mod Sverige,« siger landstræneren og tilføjer:

»Jeg synes, han har haft en fantastisk periode i forberedelsen. Han har også haft nogle gode takter her til VM, men mod Sverige kunne vi ikke finde balance i angrebet, og det var nødvendigt for os, at jeg ændrede holdet meget hurtigt. Men jeg tror meget på Damgaard, og jeg ved, hvor fantastiske kompetencer han har. Jeg er ikke bekymret,« siger Gudmundsson, der bakkes om af landsholdets højre back Kasper Søndergaard.

»Damgaard skal nok komme, det er jeg slet ikke i tvivl om.«

Hvordan får man ham i bedre humør?

»Vi tager ud og træner og får nogle skud, og så skal det nok komme. Jeg har ikke lige talt med ham i dag. Men jeg tænker, hans humør er okay. Det håber jeg da. Vi vandt jo,« lød det fra Søndergaard inden gårsdagens træning.