(BT i Albertville): VM endte i en kæmpe fiasko for det danske herrelandshold, der søndag blev slået ud af Ungarn i Gudmundur Gudmundssons sidste slutrunde som dansk landstræner.

Oppe på tavlen læste slutresultatet 25-27 i ungarsk favør. De danske blikke, der var rettet mod det chokerende nederlag, kunne ikke rigtig forstå, hvad der var sket. Tomme øjne som måtte sande det uforståelige. Danmark, de olympiske mestre, er færdige ved VM-slutrunden i Frankrig allerede i 1/8-finalen. Det dårligste resultat ved VM siden 2005.

»Det er den største skuffelse, jeg har oplevet i min karriere som træner,« erkender Gudmundur Gudmundsson, der satte et forfærdeligt punktum for sine tre år som landstræner. Endnu er han på kontrakt til sommer, men der venter kun en håndfuld landskampe for islændingen, inden han afløses af Nikolaj Jacobsen.

»Jeg er meget, meget ked af det. Vi havde store chancer, og vi var godt i gang. Men vi var presset på ressourcer, og det kostede os meget. Jeg vil ikke kritisere nogen som helst. Jeg synes, spillerne gav alt, hvad de havde,« siger landstræneren, der ikke føler, han kunne have gjort mere selv.

»Jeg er ikke utilfeds med mig selv. Jeg har givet alt, hvad jeg har. Jeg har investeret alt, hvad jeg har,« lyder det fra Gudmundsson, der brugte samme retorik efter VM-skuffelsen i Qatar i 2015 og EM-fadæsen i 2016 i Polen.

»Jeg vil ikke lave undskyldninger, men jeg siger bare, hvordan jeg ser det på en ærlig måde. Jeg kigger også på mit job. Det skal I ikke glemme. Jeg skubber ikke noget over til andre. Det er meget vigtigt for mig at få sagt. Jeg har ansvaret for holdet,« siger han.

Danmark kom aldrig rigtig i gang mod Ungarn, der fløj af sted fra første minut uden at kigge sig tilbage. Danskerne virkede slet ikke klar til opgaven, og det var kun på grund af Mikkel Hansen, at man holdt sig inde i kampen i første halvleg. Stjernen mener ikke, at Danmark blev lullet i VM-søvn af de sidste to gruppekampe mod Bahrain og Qatar, som blev vundet efter en sløj indsats. Mod Qatar holdt profilerne sig på bænken.

»Den her kamp overskygger vel alt. Jeg havde været bedøvende ligeglad med de andre kampe, hvis vi havde vundet over Ungarn, men det er klart, når man taber den vigtigste kamp hernede, så er det jo det, der betyder noget. Derfor tager vi herfra med et dårligt indtryk af vores turnering. Vi har måske heller ikke haft en kamp, hvor vi har brændt fuldstændig igennem. Første kamp mod Argentina vandt vi på en billig baggrund. De har ikke særlig højt niveau. I kampen mod Sverige spillede vi heller ikke særligt godt.«

»Vi må kigge indad og arbejde endnu hårdere og se, hvad vi kan gøre bedre til en anden turnering næste gang, vi mødes,« lyder det fra Hansen, der stod for otte danske mål.

»Det er selvfølgelig rigtig, rigtig skuffende for os alle sammen. Vi er rigtig kede af, at vi ikke kunne spille på et højere niveau,« slutter han.

Landstræner Gudmundsson mener heller ikke, at man kunne have ladet være med at spare spillere mod Qatar for at holde spillerytmen ved lige.

»Jeg synes, det var fuldstændig nødvendigt at spare kræfterne mod Qatar. Det var det rigtige at høre. Sådan ser jeg på det,« siger landstræneren.

Danmark kom til VM som OL-guldvindere. Et pres, de aldrig helt kunne leve med.

»I de sidste 14 kampe har vi vundet 13 af dem. Vi kommer som olympiske mestre, og det er en udfordring. Jeg vil ikke gå ind i alt for meget, for jeg skal kigge på det og analysere, men vi er selvfølgelig utrolig skuffede. Det er en mærkelig situation at være i efter at have vundet puljen,« siger Gudmundsson

Blev det en sovepude at komme til VM som olympisk mester?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Det er ikke fair at sige. Det er altid en udfordring at komme som olympiske mestre. Alle vil slå os, og vi er favoritter i hver eneste kamp. Det er en rolle, man må acceptere. Vi har fået den rolle, men jeg synes ikke, det er fair at sige, for vi har vundet alle kampe indtil nu. Og vi fik muligheden for at få en nemmere vej videre ved at vinde puljen.«

Den nemme vej blev dog endestation for Danmark ved VM. Gudmundur Gudmundssons sidste slutrunde som dansk landstræner.