Kevin Magnussen fortæller i et eksklusivt interview med BT om fremtiden, konkurrencen med Grosjean og renomméet som den hårde hund

Kevin Magnussen kommer tilbage fra sin ’track-walk’ på Baku City Circuit. Han har gået den seks kilometer lange bane i Aserbajdsjans hovedstad rundt med sine ingeniører fra Haas-teamet for at vurdere sving, kantstene og asfalt. Han sætter sig ned uden for Haas-teamets hovedkvarter i paddocken i Baku og er klar til at fortælle om sin 2017-sæson.

Det er 10 dage siden, han i Montreal dybt skuffet fortalte mig om sit canadiske grandprix. Om hvordan en, efter hans mening, uretfærdig straf for at overhale under en safetycar-periode sandsynligvis kostede ham et par VM-point. Interviewet her blev lavet inden søndagens pragtpræstation på Baku-banen - læs om den her

Nu er humøret bedre, men det føles alligevel passende at indlede med et positivt spørgsmål.

Jeg har lige skrevet en klumme om, at du efter min mening kører bedre end nogensinde - er du enig?

Han smiler. Og siger så:

»Ja! Men det skal jeg vel også – altså køre bedre end nogensinde. Jeg har fået mere erfaring, og jeg føler mig bedre tilpas. Jeg føler mig mere hjemme i Formel 1 end tidligere – ikke kun i Haas-teamet, men i almindelighed. Det er alt sammen med til at gøre mig til en bedre racerkører.«

Aserbajdsjans grandprix er det næstsidste løb, inden Magnussen skal afgive sin bil til Ferraris reservekører Antonio Giovinazzi i den første fredags-træning (FP1) ved seks af sæsonens sidste 11 løb. Ferrari har som Haas’ motorleverandør og samarbejdspartner presset på for at give Giovinazzi mest mulig køretid, og det går ud over Magnussen. Danskeren skal sidde udenfor i seks FP1-træninger – hans teamkammerat Grosjean kun i en enkelt.

Bliver det et problem?

»Det er noget, der står i min kontrakt. Der stod noget lignende i min kontrakt med Renault sidste år, og jeg troede ærligt talt, at min teamkammerat Romain Grosjean havde de samme betingelser i sin aftale, så jeg skrev bare under. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men det er heller ikke det store problem. Jeg må jo bare give noget mere gas, når jeg kommer bag rattet,« siger Magnussen.

Kevin Magnussen i Baku.
Kevin Magnussen i Baku. Foto: ALEXANDER NEMENOV
Vis mere

Ferrari vil med FP1-indsatserne hos Haas vurdere Giovinazzi. Hvis han gør det godt, vil han med opbakning fra Maranello være en oplagt Haas-kører i 2018.

Er du under pres - hvor sikker er du på at køre for Haas næste år?

»Altså – jeg har jo en kontrakt. Så jeg har en meget bedre fornemmelse i maven end de andre år, hvor jeg kun havde en option. Alt kan jo ske i Formel 1, men jeg føler mig sikker på at køre for Haas i 2018. Og medmindre der kommer et drømmetilbud fra et decideret topteam, vil jeg også gerne blive her i en årrække fremover,« siger Magnussen.

Giovinazzi kunne også overtage Grosjeans plads. Franskmanden har her i Baku talt om, at han føler sig i en god position til at overtage et eventuelt ledigt Ferrari-sæde i 2018. Men hvis 31-årige Grosjean er på Ferraris liste over potentielle 2018-kørere, bør den syv år yngre Kevin Magnussen også være det. Danskeren har i hvert fald vist sig lige så hurtig som Grosjean i første tredjedel af 2017-sæsonen.

»Det er jeg er ikke overrasket over – det er hvad jeg forventede,« siger Magnussen om den jævnbyrdige duel med den erfarne Grosjean.

»Jeg tror rigtig meget på mig selv, så jeg har hele tiden været overbevist om, at jeg kunne være med på det niveau. Det synes jeg, at jeg er nu, og det er fedt, at vi kan presse hinanden.«

Trods den hårde kamp om at være hurtigste Haas-kører er Magnussen glad for at have Grosjean som teamkammerat.

»Det er fint at samarbejde med Romain (Grosjean, red.). Han har det, jeg behøver fra en teamkammerat: Rå fart og erfaring - det er begge dele noget, jeg kan lære af og måle mig op imod. Det er jo kun i kamp med sin teamkammerat, at man virkelig kan vise, hvad man kan. Derfor er det vigtigt at have en anerkendt teamkammerat, som alle ved er rigtig hurtig.«

Magnussen har indtil nu savnet en anerkendt teamkammerat i Formel 1. Sidste år hos Renault var Jolyon Palmer for uerfaren til at udgøre en effektiv målestok, og i 2014 blev McLaren-makkeren Jenson Button anset for at være for gammel.

Hvordan vurderer du Jenson Button i forhold Romain Grosjean?

»Romain er på sine bedste dage nok en smule hurtigere end Jenson. Men Jenson var jo fantastisk stabil. Med Romain går det lidt mere op og ned – og når han er oppe, er han på et meget højt niveau. Men det er et niveau, jeg også kan være med på,« siger Kevin Magnussen.

HKevin Magnussen og Romain Grosjean.
HKevin Magnussen og Romain Grosjean. Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

I kvalifikationsduellen mellem Grosjean og Magnussen står der lige nu 4-3 til franskmanden (Magnussen udlignede til 4-4 i Baku). Men det hører med i regnskabet, at de to Haas-kørere sjældent begge har haft en kvalifikation uden problemer. Ser man på, hvem der er hurtigst i løbene, har Magnussen i seks af sæsonens syv første løb sat en bedre omgangstid end franskmanden. Da jeg nævner det, vil Magnussen ikke kommentere det nærmere.

»Men Romains helt store styrke er en hurtig, flyvende omgang,« slår han fast med et smil.

Romain Grosjean har gennem hele sæsonen – og store dele af 2016 – brokket sig højlydt over Haas-bilens bremser, der stammer fra italienske Brembo. Man har ved et par lejligheder forsøgt sig med bremser fra franske Carbone Industrie, men foreløbig fortsætter man med Brembo. Og Grosjean fortsætter med at brokke sig, mens Magnussen lader til at koncentrere sig mere om at få det bedste ud af situationen.

»Men bremserne er et problem,« slår han fast:

»Det er noget, vi arbejder på, og jeg er sikker på, der kommer en løsning. Det er rigtigt, at Romain brokker sig mere, end jeg gør, men vi er for så vidt enige om, at bremserne skal forbedres. Det handler nok bare om, at han er mere temperamentsfuld, end jeg er.«

Da jeg efter løbet i Montreal for to uger siden bad Magnussen om at opsummere løbet og den tilhørende straf for at overhale under safetycar-perioden, sagde han:

»Mit løb blev ødelagt af en dum fejl. Nej – jeg mener: Mit løb blev ødelagt af en dum dom.«

Formuleringen understreger, at han ikke var enig i dommernes vurdering. Men den antyder også, at han måske har svært ved at indrømme fejl.

Er det rigtigt?

Han tænker lidt.

»Hvis man vil være sportsmand på højt niveau, er det nødvendigt, at man mener, at man er den bedste i verden,« siger han alvorligt.

»Og det indebærer, at man ikke laver fejl. Derfor havde jeg måske svært ved at tage skylden på mig lige efter løbet i Canada. Men det er også nødvendigt at indse og indrømme sine fejl, og der er ingen tvivl om, at det var forkert at overhale under Virtual Safetycar-perioden i Montreal. Men jeg kørte ikke for hurtigt, og jeg overhalede på et sted, der var langt væk fra det sted, hvor ulykken var sket. Og jeg gav med det samme placeringen tilbage.«

Så dommen var for hård?

»Jeg synes godt, de kunne have ladet mig slippe for straf, men det er dommerne, der bestemmer. Så er den faktisk ikke længere.«

Kevin Magnussen har i sine tre Formel 1-sæsoner fået ry for at være en af de hårdeste hunde i feltet. Han slår godt fra sig, når han kommer i clinch med sine konkurrenter, men det sker på en fair måde, og siden debutsæsonen er han kun en enkelt gang blevet straffet for ’aggressiv kørsel’.

For 14 dage siden i Canada forsvarede han sig i en nærkamp mod sin afløser i Renault-teamet, Nico Hülkenberg, på en måde, tyskeren efterfølgende kommenterede med ordene: »Hvis jeg ikke havde trukket mig, kunne jeg have sendt ham op på tribunen.«

Har Hülkenberg ret, når han kalder din kørsel for robust?

»Ja – jeg kørte nok lidt robust. Men det er jo også Formel 1 det her,« siger Magnussen alvorligt. Og det hører med til historien, at dommerne ikke tog situationen op efter løbet.

Når jeg chatter med BTs Formel 1-læsere, har der den seneste tid været mange, der virker trætte af de mange forklaringer og undskyldninger.

Kan Magnussen forstå det?

»Så må de bare lade være med at læse din chat! Det er jo ikke fordi, jeg kommer med forklaringer eller undskyldninger på eget initiativ – de fremkommer altid som svar på spørgsmål fra medierne. Formel 1 er en kompleks sport, og derfor er der ofte behov for at forklare tingene,« siger Magnussen.

Haas’ pressechef signalerer, at tiden er gået. Magnussen skal tilbage til sine ingeniører, og da han rejser sig, når jeg lige at få et sidste spørgsmål med.

Er der noget, du vil lave om på i resten af 2017?

»Det er vel ret åbenlyst: Jeg skal gerne blive endnu mere stabil. Og endnu hurtigere.«