Købet af Daniel Agger kan forgylde Brøndby og presse andretil at købe dyrere spillere, mener sportsøkonom

Selv om Daniel Agger koster Brøndby og primært bestyrelsesformand Jan Bech Andersen mange millioner her og nu, kan udgiften til den danske landsholdsanfører i sidste ende give guld på den københavnske vestegn på flere fronter,

Sådan lyder vurderingen fra sportsøkonom Troels Troelsen, professor ved CBS, der ikke mindst spår en gevinst i salg af trøjer med nummer 22, som Agger får på ryggen, ligesom han havde, da han senest spillede for klubben.

- I rent trøjesalg vil jeg ikke udelukke, at Brøndby kan få 20 millioner kroner. Det kommer an på, hvilken aftale klubben har lavet med sin trøjesponsor. Det kan lande på alt mellem 10 og 20 millioner kroner, hvis han bliver hængende i et par år, og klubben skifter trøjer en gang imellem, som der er tradition for, konstaterer Troels Troelsen og tilføjer:

- Men det, der er det vigtigste, er, at Brøndby også skulle få flere point ud af det.

Brøndby ligner allerede nu en alvorlig kandidat til mesterskabet, hvilket vil kaste økonomisk gevinst af sig i tv-penge og mulig kvalifikation til Champions League.

Troels Troelsen spår også en stigende tilskuerinteresse til Brøndbys kampe, hvilket vil kunne mærkes i klubbens slunkne kasse.

- Jeg vil tro, at Brøndby kan nå helt op på en merindtægt på 10 millioner kroner om året. Og så får Brøndby også noget afledt på sponsorerne, påpeger Troels Troelsen.

Superligaen vil profitere

Det er dog ikke kun Brøndby, der får gavn af Aggers comeback i Brøndby. Troels Troelsen ser også en positiv effekt på Superligaen som helhed:

- Hvis det betyder, at der kommer 2.000 flere på lægterne i de 33 kampe i Superligaen, han kan spille, så giver det omkring 16 millioner kroner i kassen.

Hos Divisionsforeningen vurderer direktør Claus Thomsen også, at Agger kan give Superligaen et økonomisk boost, men han tør dog ikke spå om, hvor meget det kan blive til i kroner og øre.

Claus Thomsen glæder sig dog over, at Superligaen får en stjernespiller, der kan øge interessen for dansk fodbold:

- Vi kan være stolte over, at Superligaen kan trække sådan en profil hjem. Det kan selvfølgelig være med til at løfte interessen for Superligaen yderligere, fordi profiler løfter interessen. Så det er glædeligt.

Troels Troelsen forudser, at Brøndbys køb af profiler som Daniel Agger og Johan Elmander kan få andre klubber til at øge ambitionerne på transfermarkedet.

- Det her kan godt gøre, at vi får gang i den spilteoretiske adfærd, hvor den ene klub presser den anden til at hæve overliggeren og købe dyrere spillere. Man er jo aldrig klogere end sin dummeste konkurrent. Hvis der er andre klubber end Brøndby, som gerne vil være mester før 2018, er de nødt til at gøre det samme, siger han.