Danmark har bragt sig selv i pole position til at undgå skræmmende Frankrig før en eventuel finale – til stor glæde for de danske spillere

Frankrig, Frankrig, Frankrig. Værterne er et tilbagevendende tema for samtlige nationer, der spås medaljechancer ved dette VM. Alle vil gerne undgå de tårnhøje guldfavoritter, og det gælder også de danske spillere, som nu står med en gylden mulighed for netop det efter sejren over Sverige.

Der skal nemlig dansk slendrian til i de sidste to gruppekampe mod Bahrain og Qatar, hvis landsholdet ikke skal skrabe nok point sammen til at vinde puljen, hvilket vil give den mest overkommelige vej i knockout-kampene: En førsteplads betyder et møde med Chile, Saudi-Arabien eller Hviderusland i ottendedelsfinalen og derefter Norge og Spanien i henholdsvis kvartfinale og semifinale, hvis de to mandskaber ellers lever op til deres favoritværdighed.

Og nok så væsentligt kan Gudmundur Gudmundssons tropper først møde Frankrigs ’Les Experts’ i en eventuel finale.

Rart at undgå Frankrig

Og det er heltmagnifique, mener playmaker Morten Olsen.

»Vi er mere eller mindre sikre på førstepladsen, og det er rart, at vi kan undgå Frankrig. Det ville været enormt dumt at ryge ind i Frankrig alt for tidligt. Det er en lettelse for os (sejren over Sverige, red.), og det er en god hurdle at komme over,« siger Olsen.

Samme synspunkt har Jesper Nøddesbo, men den erfarne stregspiller minder dog også om, at de andre nationer ikke har tænkt sig at lægge sig ned, så danskerne får lov at spadsere i finalen.

»Vi har bragt os i den position, hvor vi gerne vil være. Man vil helst slippe for Frankrig så lang tid som muligt. Men det er gisninger. Vi kan ikke vide, hvad der sker længere fremme i turneringen. Derfor er det farligt at kigge for langt ud i fremtiden. Jeg ved godt, I gerne vil have os til at kigge så langt, og jeg er da enig i, at det er en rigtig god ting ikke at møde Frankrig, hvis man kan undgå det,« siger Nøddesbo og tilføjer:

»Franskmændene er på hjemmebane, og de har rimelig meget ild i øjnene, så der er sgu fart på, og de kommer med alt, hvad de har. Selvfølgelig kunne det være fedt at møde dem i finalen, men der er lang vej endnu,« siger han.

Kasper Søndergaard anerkender også, at gruppesejren er af stor betydning længere fremme i turneringen, men han understreger, at danskerne i første omgang skal tage sig sammen og gøre arbejdet færdigt i de to resterende puljekampe.

Vejen er banet

»Vi har banet vejen for os selv til at få førstepladsen, og det vil være meget, meget vigtigt. Men det er ikke to walkover-kampe, vi går ind til. Vi skal vinde over Bahrain, men jeg vil stadig sige, at vi havde problemer mod dem i Boxen (i OL-kval’en i april, red.), og hvis vi går ind og tror, det bliver en dag på kontoret, så får vi det svært. Og Qatar, de har Saric på mål, som er lige så god som Niklas, og hvis han vælger en dag, hvor han lukker helt af, så får vi det meget svært,« lyder det fra Søndergaard.