Efter at en kvindelig præst på Fyn valgte at modtage en millionarv fra en 95-årig kvinde i hendes sogn, har det ikke været muligt at få kontakt til præsten.

BT har i flere omgange, såvel søndag som mandag, været forbi og ringe på døren på den nu pensionerede præsts bopæl - en nobel og præsentabel rødstensejendom beliggende i Odense.

Vi ville gerne have konfronteret hende med arvesagen og spurgt nærmere om, hvorfor hun som beskrevet af Vibeke Manniche aktivt har deltaget i at få en af de oprindeligt retmæssige arvinger skrevet ud af den gamle dames testamente og i samme forbindelse fået skrevet sig selv ind i stedet.

Misbrugte sin stilling

Vi ville også gerne have bedt hende om en kommentar til, at hendes daværende foresatte, biskop over Fyns Stift Kresten Drejergaard, uden forbehold erkender, at den pågældende præst har handlet i direkte strid med de retningslinjer, der gælder i et offentligt embede, og at hun derfor har misbrugt sin stilling, mens hun stadig var aktiv som præst i sognet.

Endelig ville vi meget gerne have spurgt om, hvad den nu pensionerede præst har eller har tænkt sig at bruge de mange penge fra arven til, ligesom vi også gerne ville vide, hvilken værdi de arvede smykker, sølvtøjet og malerierne repræsenterer.

Trods flere besøg på bopælen blev der ikke svaret.

BT har også sendt en mail til den pensionerede præst, men heller ikke den er blevet besvaret.

Formanden i menighedsrådet har hørt om sagen, men kender ikke de præcise detaljer.

Læs også