Den 27-årige korrespondent Anette Just Olesen var på vej hjem fra et besøg hos sin mor tirsdag 21. august ved 23.30-tiden, da hun i sin egen opgang på Højdevej 25B på Amager blev overfaldet af en ukendt gerningsmand.

Den 27-årige korrespondent Anette Just Olesen var på vej hjem fra et besøg hos sin mor tirsdag 21. august ved 23.30-tiden, da hun i sin egen opgang på Højdevej 25B på Amager blev overfaldet af en ukendt gerningsmand.

Anette var angiveligt ved at stikke nøglen i låsen til sin lejlighed på anden sal, da hun blev angrebet bagfra af manden, der var fulgt efter hende op ad trappen. Hun gjorde så kraftig modstand, at blodet fordelte sig over flere reposer, og hun var således stadig i live, da to teenagedrenge, der havde hørt tumulten fra gaden, fandt hende blødende på den nederste trappeafsats.

»Det gør ondt,« stønnede den 27-årige kvinde, og drengene kunne se, at hun havde dybe sår i brystet. De tilkaldte straks en ambulance, som bragte Anette til det nærliggende Sundby Hospital – i dag Amager Hospital – hvor lægerne en times tid efter måtte opgive at redde hendes liv.

Skrig og tumult

De to teenagedrenge, der fandt Anette, så også gerningsmanden følge efter hende ind i opgangen. Herfra hørte de skrig og tumult, og efterfølgende så de manden flygte fra stedet til fods. Men selv om de kunne beskrive ham som »dansker, tæt bygget, 25-30 år, cirka 180 centimeter høj med kort hår og skægstubbe«, endte alle spor blindt.

Mordvåbnet – formentlig en godt tyve centimeter lang brødkniv – blev aldrig fundet.

Det faktum, at Anette var lesbisk, syntes ikke umiddelbart at have nogen betydning for drabet, men motivet blev i sagens natur aldrig kortlagt. Københavns Politi havde enkelte mistænkte. Blandt andre en yngre mand, der boede i nabolaget og havde udvist interesse for Anette, men han havde efter alt at dømme et vandtæt alibi. Og ingen kunne fældes af de tekniske spor på gerningsstedet.

Også Amagermanden, der i en periode havde adresse på Højdevej, blev efter sin anholdelse i 2010 kædet sammen med mordet. Men også ham udelukkede politiet.

I tv-programmet ’FBI’s danske mordmysterier’, der sendes på Kanal 5 i aften kl. 21, forsøger den amerikanske profileringsekspert Mark Safarik at finde ud af, hvad der skete med Anette Just Olesen.