Arsène Wenger og Arsenal har ryggen mod muren mod Dinamo Zagreb

Arsenal er notorisk dårlig i november måned set over de seneste 10 sæsoner, og mødet mod Dinamo Zagreb kan byde på historisk skuffelse for Arsène Wenger og kompagni.

Opgaven er både enkel og modbydelig. Vind de resterende to kampe i Champions League-gruppespillet. Og bed en bøn til, at Bayern München ikke viser nogen nåde i sine kampe og dermed baner vejen for avancement nummer 16 for Arsenal.

Det lyder formentlig mere modbydeligt end decideret enkelt. Som vanligt er Arsenal plaget i november måned. Ikke bare af en skadesliste, som i mødet med West Bromwich fik føjet ellers velspillende Francis Coquelin til blandt navne som Theo Walcott, Alex Oxlade-Chamberlain og med Aaron Ramsey som tvivlsom, selv om han deltog i gårsdagens lette træningspas.

Der skulle en vis portion galgenhumor til, da Wenger efter 1-2-nederlaget til West Bromwich gjorde status over mareridtets anatomi.

»Vi havde 70 procent boldbesiddelse, scorede et selvmål, brændte et straffespark, perfekt til at gøre din eftermiddag til et mareridt,« lød det fra den 66-årige franskmand.

Som altid lod Arsène Wengers ansigt sig ikke uden videre afkode.

Var der tale om sort humor og sarkasme? Helt sikkert.

Var der tale om en forpint mand, der på forunderlig så ud til næsten at kunne forsvinde ind i sin egen lidelse. Lade sig opsluge af smerten over det forbandede og troløse fodboldspil, der ikke lader sig opdrage med hverken pisk, kæder eller kærtegn? Muligvis også det.

Selv har Wenger for længst slået sig til tåls med, at man også skal være en smule selvpiner for at kunne udstå et langt liv i fodbold. For som han konstaterede det i et stort og åbenhjertigt interview med avisen L’Équipes ’Sport and Style’ magasin tidligere på måneden, er livet som manager også at skulle stå model til mediernes rolle som både bagkloge og bedrevidende.

»At få stillet spørgsmål ved alt, hvad vi har gjort efter hvert eneste nederlag, til trods for den vedholdenhed og det arbejde, vi har lagt i det på højeste niveau. At det hele skal endevendes. Til sidst bliver du nødt til at finde en balance mellem din masochistiske evne til at stå det igennem over den fornøjelse, du får ud af det. I dag må min masochistiske kapacitet være større, så jeg måske bedre kan give udtryk for min lidenskab også. Det er der, jeg er nået til. Og jeg gør mange ting, der får mig til at lide,« understreger Wenger, der allerhelst ville vige udenom mediemøllen med samme afsky som en vampyr hader hvidløgsranker på stribe.

»Kender du måske nogen, der vågner om morgenen og siger: Hey, giv mig lige 50 piskeslag,« lyder det retoriske argument.

Wengers kors

Den form for virkelighed, med masser af kritisk gennemgranskning og piskestraf i det offentlige rum, kan ramme Wenger allerede efter aftenens opgør hjemme mod kroatiske Dinamo Zagreb.

Helt efter bogen og statistikkerne er Arsenal sejlet ind i en resultatmæssig krise. Over en peiode på 10 sæsoner har Arsenal i den grumme efterårsmåned ikke formået at score mere end 1,6 point per kamp, hvor man ellers snitter ganske fine 2,1 point per kamp.

Arsenals novemberkrise har ikke været så voldsom i år eftersom en landsholdspause har afbødet skadesvirkningerne. Facit lyder på et stort, men trods alt forventet nederlag til Bayern München, en uafgjort mod Tottenham og så et chok ude mod West Bromwich i en weekend, hvor Gunners ellers kunne være strøget til tops i Premier League.

Problemet er, at det opsummerer alt det, der efterhånden er blevet Arsène Wengers kors. At klubben ikke vinder mesterskaber, at trofæsamlingen i det hele taget vokser med samme fart som et bonzai-træ, at man ikke for alvor kommer tættere på at vinde Champions League og at den franske fodboldtænker bruger penge med samme iver som Joakim von And.

»Det er meget svært for os og skuffende efter en periode, hvor vi var fantastiske. Vi skal hurtigst muligt tilbage og har brug for fuld fokus,« erkender Wenger, der betegner chancer for at komme videre fra gruppespillet som ’meget små’.

Det sidste er formentlig også et udtryk for franskmandens hang til rå realiteter og fodboldmasochisme.