Hold da op. Det var et syn af de mere sjældne, da Max Verstappen lørdag kørte Formel 1-kvalifikation på Monza-banen.

For undervejs i Q1, første kvalifikation, faldt hans Toro Rosso-racer nærmest fra hinanden. Hele motor-coveret blev flået af på langsiden, lige ved sving 3.

»I lost bodywork (Jeg tabte karrosseriet, red),« skreg den unge hollænder over team-radioen, da hele den ene side af hans Formel 1-racer pludselig forsvandt.

Max Verstappen nåede – knap så overraskende – ikke at få sat en tid, og derfor blev han hurtigt elimineret fra kvalifikationen.

Som SkySports spurgte efterfølgende: ’Var Verstappens motor-cover sat godt nok fast?’

Også Ferraris Kimi Raikkonen havde et lidt anderledes problem, da han havde noget plastik hængende efter sin bil undervejs. Det forhindrede dog ikke en toppplacering.

Selve kvalifikationen blev til gengæld en sportslig nedtur for McLaren-Honda. Både Jenson Button og Fernando Alonso formåede ikke at gå videre fra Q1. Kun de to Marussia-racere kørte langsommere end det ellers så hæderkronede britiske team.

Verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) sikrede sig i lørdagens kvalifikation nok en pole position, når det italienske grandprix køres søndag. Lige efter ham følger Kimi Raikkonen og Sebastian Vettel (begge Ferrari), mens Nico Rosberg (Mercedes) kun blev nummer fire.