*


KØB PLUS!

Vettel efter VM: Jeg mangler ord

Verdensmester Sebastian Vettel: Svært at finde ord for, hvad jeg føler lige nu.

Det var en følelsesladet Sebastian Vettel, der mødte op til pressekonferencen efter Brasiliens Grand Prix.

- Det er svært at finde ord for, hvad jeg føler lige nu, sagde den nu tredobbelte verdensmester.

- Alt, hvad der kunne gå galt for os under løbet, gik galt: Sammenstødet på første omgang, min bil blev skadet, radioforbindelsen til pitten forsvandt, og vi timede i hvert fald et af vores pitstop forkert. Alligevel vandt jeg titlen - hvad skal jeg sige?

Vettels tre VM-titler er kørt hjem i en som regel overlegen Red Bull-racer. Det har fået kritikere til at påpege, at materiellet har spillet en uforholdsmæssig stor rolle i det historiske hattrick.

- Altså - jeg kan ikke huske nogen formel 1-kørere, der for alvor har været konkurrencedygtige i dårlige biler, sagde Vettel

- Det er nærmest en naturlov i formel 1, at de bedste kørere før eller siden ender i de bedste biler. Det er også naturligt, at man starter sin formel 1-karriere i en dårligere bil - dén situation har vi vel allesammen været i: Michael Schumacher debuterede i en Jordan, hvor han formåede at gøre opmærksom på sig selv. Fernando Alonso startede i en Minardi, og gjorde opmærksom på sig selv. Jeg startede som stand-in for Robert Kubica hos BMW, men min første rigtige formel 1-kontrakt var med Toro Rosso, der ikke var specielt konkurrencedygrtig. Men vi gjorde det, så godt vi kunne - og vandt endda et løb.

Vettel er også blevet kritiseret for at være en ‘farveløs’ verdensmester. Senest har formel 1-bagmand Bernie Ecclestone antydet overfor tyske medier, at Red Bull-køreren mangler karisma.

- Mon ikke bare Bernie prøvede at lave sjov med pressen?, spurgte Vettel.

- Det gør han jo tit, Bernie! Men vi formel 1-kørere har simpelthen ikke den frihed, man kendte tidligere. Lad mig nævne et eksempel: Hvis en flok af os kørere fik en øl - bare en enkelt - sammen lørdag aften inden løbet, ville det være en kæmpe historie i medierne søndag morgen. Vi har lige været i Austin, Texas, hvor der også blev snakket om, at moderne kørere mangler karakter. Da der sidst blev kørt formel 1 i Texas - i 1984 - blev det bl.a. nævnt, at vinderen Keke Rosberg røg en smøg under sejrsceremonien. Men dén slags hører bare ikke hjemme i dag...

Læs også: