Van der Garde som afløser for Kovalainen?

Mangler Caterham penge?

Giedo van der Garde forhandler 2013-kontrakt med Caterham. Hollænderen har i år været testkører for teamet, og repræsenterede Caterham i sidste uges Young Driver-test i Abu Dhabi. Caterham er blevet overhalet af Marussia i kampen om den økonomisk vigtige tiendeplads i konstruktør-VM, og menes derfor at have behov for sponsorstærke kørere i 2013. Van der Garde har ligesom russiske Vitaly Petrov adgang til betydelige sponsorinteresser fra sit hjemland, og derfor er finske Heikki Kovalainens plads i Caterham-teamet i fare.