Budapest. Den brasilianske Formel 1-kører Felipe Massa (Williams) har trukket sig fra det ungarske grandprix.

Hans sæde i Williams-raceren erstattes af reservekøreren Paul di Resta under lørdagens kvalifikation og søndagens grandprix. Det skriver Williams i en meddelelse på holdets hjemmeside.

Den 36-årige brasilianer følte sig "utilpas og svimmel" under fredagens anden træningsrunde ved det ungarske grandprix.

På trods af at Massa blev clearet til at køre lørdagens tredje træningsrunde, så fik han det igen dårligt, og han besluttede sig for at trække sig efter at have kørt den 17.-hurtigste tid.

Her forklarer han sin beslutning:

Williams siger, at holdet bakker op om Massas beslutning og nu vil arbejde hen imod at få brasilianeren klar til Belgiens Grand Prix i slutningen af august.

Dermed vender 31-årige Paul di Resta uventet tilbage til Formel 1. Han kørte sit seneste grandprix i Brasilien i november i 2013.

Han har kørt 58 Formel 1-løb, og i tre sæsoner hos Force India-teamet fik han to fjerdepladser som sine bedste resultater.

Dem tog han i Singapore i 2012 og i Bahrain i 2013.

/ritzau/