Esteban Ocon er kun 19 år. Og han er kun reserve hos Renault.

Men Kevin Magnussen skal alligevel holde et vågent øje med det franske talent i løbet af den kommende sæson. Det samme skal team-kollega Jolyon Palmer.

Unge Esteban Ocon kan nemlig meget vel stå på spring til at overtage et af sæderne hos Formel 1-holdet i den kommende sæson.

Velinformerede Autosport.com skriver, at Esteban Ocon allerede i denne sæson vil få beføjelser lidt ud over den mere normale reserverolle, som Kevin Magnussen eksempelvis udfyldte hos McLaren sidste år.

Her kunne danskeren bare kigge på, mens kun Fernando Alonso og Jenson Button fik køretid ved enhver given lejlighed (undtaget var da spanieren missede første grandprix på grund af en hjernerystelse).

Autosport.com skriver, at den unge franskmand har fået lovning på at sidde i Renault-raceren i forbindelse med et endnu ukendte antal Formel 1-grandprixer i denne sæson. Det vil ske i forbindelse med fredags-træningerne.

Her står Kevin Magnussen (yderst tv) lige ved siden af Esteban Ocon, da Renault præsenterer sin 2016-team i februar.
Her står Kevin Magnussen (yderst tv) lige ved siden af Esteban Ocon, da Renault præsenterer sin 2016-team i februar. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Desuden skulle Esteban Ocon angiveligt få chancen ved de to test-sessioner, der er lagt ind i senere i 2016-kalenderen.

Og Esteban Ocon kan godt se med optimisme på årets kommende opgaver.

Sidste år var Jolyon Palmer reserve hos Lotus-holdet, som Renault som bekendt har opkøbt. Her fik han i løbet af sæsonen lov til 13 gange at hoppe i teamets Formel 1-racer i forbindelse med grandprix-træningerne.

I år er han altså en af teamets kørere sammen med Kevin Magnussen.

Det vides ikke, hvilken racer Esteban Ocon skal sidde i. Om det er Jolyon Palmers eller Kevin Magnussens, eller begge to på skift.

Sidste år hoppede Jolyon Palmer udelukkende i Romain Grosjeans racer – han forlod efter sæsonen holdet.

Esteban Ocon jubler over den samlede GP3-sejr.
Esteban Ocon jubler over den samlede GP3-sejr. Foto: MARWAN NAAMANI
Vis mere

Esteban Ocon vandt F3 i 2014 (blandt andre foran Formel 1-stjerneskuddet Max Verstappen) og GP3-serien sidste år. Foreløbig er han ’kun’ udlejet fra Mercedes, for hvem han skal køre tysk DTM, men Renaults løbsdirektør, Fred Vasseur, er meget begejstret for den unge franskmand.

»Han er muligvis en af de mest succesfulde unge kørere set over de seneste par år. Han kan se frem til et fantastisk år foran ham med rollen som reservekører for os,« sagde Fred Vasseur, da aftalen mellem hold og team blev offentliggjort.

Hvad der også kan bekymre Kevin Magnussen og Jolyon Palmer: Løbsdirektør Fred Vasseur har tidligere arbejdet sammen med Esteban Ocon og kender ham godt.

Og så er Esteban Ocon franskmand – som Renault.