Tom Kristensens team afviser rygtet om, at Audi skulle være på vej ind i Formel 1. Men der er dog 'noget om snakken', erfarer bt.dk.

Henover weekenden søsatte magasinet Auto Express det måske vildeste rygte i international motorsport i år. Audi, der har danske Tom Kristensen på kontrakt, skulle angiveligt gå med fremskredne planer om at droppe Le Mans og i stedet lancere et Formel 1-team i 2016.

Historien gik hurtigt verden rundt hos diverse medier.

Men nu tager Audi officielt afstand fra rygtet om, at den tyske bilkoncern vil skifte langdistanceløb og sportsvognsrace ud med Formel 1. Det sker via Audi Motorsports Facebook-side.

- Audi i Formula 1? Disse rygter er blevet ved med at poppe op de seneste år. Også denne gang er det intet andet end spekulation uden nogen fundament, skriver Audi og fortsætter:

- Vi er forpligtet til FIA WEC (serien, red.), DTM og GT racing. I 2015 vil vi også tilføje en Audi Sport TT Cup til vores program.

Dermed skulle Audis mulige engagement være skudt ned. Men bt.dk erfarer fra kilder med god indsigt i Audi Motorsport, at Formel 1-rygtet ikke er helt uden hold i virkeligheden. Og der er 'noget om snakken'. bt.dk har dog ikke kunnet få bekræftet, hvor konkrete tyskernes tanker om at blive en del af Formel 1 er. Og om det bare er en tanke, som Audi og Volkswagen-koncernen, der ejer Audi, 'leger' med.

Argumentet for, at Audi ude i fremtiden er på vej ind i Formel 1, skulle ifølge Auto Express angiveligt være, at Volkswagen vil sprede koncernens engament på tværs af flere motorsports-serier. Og da Porsche, som også tilhører Volkswagen-koncernen, nu er en del af Le Mans og VM i langdistanceløb (WEC), konkurrerer tyskerne reelt med sig selv.

Samtidig har Audi ansat Ferraris tidligere Formel 1-boss Stefano Domenicali i motorsportsafdelingen. Og her spekuleres der i, at han skal være en af hjernerne i Audis potentielle Formel 1-satsning.

Danske Tom Kristensen, der er på kontrakt hos Audi året ud, er i øjeblikket med teamet i Kina, hvor næste afdeling af WEC-serien afvikles. Den nidobbelte Le Mans-vinder har endnu ikke offentliggjort, om hans fortsætter hos tyskerne i den kommende sæson.

En ting er dog sikker. Tom Kristensen vil i en alder af 47 år ikke være aktuel som kører hos Audi, hvis rygterne om Formel 1-deltagelse i 2016 bliver til virkelighed.

Her sættes spanske Fernando Alonso i forbindelse med Audi, men også den forbindelse foregår på rygteplan.