Tom Kristensen mener, at racertalenterne Marco Sørensen og Kevin Magnussen står stærkt i billedet til at komme i formel 1 indenfor få år. John Nielsen bakker ham op.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>To danskere i formel 1 - og måske allerede 2014?

Det virker ærlig talt lidt virkelighedsfjernt overhovedet at tro på. Især med tanke på, hvor få danske racerkørere der gennem tiden har at gå hele vejen ind i motorsportens forjættede kongeklasse.

Men det kan blive en realitet.

For med sin nye status som officiel juniorkører hos formel 1-teamet Lotus rangerer 22-årige Marco Sørensen, i stil med Kevin Magnussen hos McLaren, som lysende kandidat til at træde ind i formel 1om få år.

Det vurderer den danske racerkører og ottedobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen.

- Lad mig sige det på den måde, at de har begge to en kanon chance, siger han til sporten.dk og uddyber:

- De står begge to rigtig stærkt. Man skal se muligheden for Kevin Magnussen om at komme i formel 1 som meget, meget god. Han er inde i varmen, og han har et godt budget i denne sæson - måske endda budget til formel 1. Og så han er inde i inderkredsen hos McLaren, fortæller Tom Kristensen.

Han understreger dog, at de to danske formel 1 talenter skal levere guldbelagte resultater i 2013, hvis det sidst skridt skal tages.

Det skal ske i løbsserien Renault World Series 3.5, der betragtes som direkte fødeklasse for fremtidens formel 1-kørere. Og her er begge blandt favoritterne til at tage titlen.

- Marco Sørensen har kæmpet for sin karriere hele vejen igennem. Så for ham er resultaterne enormt vigtige. Men med den sæson han havde sidste år med en femteplads i World Series, så er han blandt favoritterne i et felt, der kan tælles på én hånd med ham, Kevin Magnussen og portugiseren Felix Da Costa (Red Bull-juniorkører), forklarer Tom Kristensen, der kalder Kevin Magnussen for storfavorit til at tage titlen.

John Nielsen, racerkører og formel 1-ekspert hos Viasat, er enig. 

- Kevin og Marco er begge en del af en eksklusiv klub på 10 til 12 unge kørere på verdensplan, som anses for at kunne blive top formel 1-materiale fremover. Så de er så tæt på, de kan komme, siger han og peger ligesom Tom Kristensen på den kommende sæson som udslagsgivende for den dobbelte danske formel 1-drøm.

- De har begge to haft deres 'rookie år', hvor de har vist, at de har fart og vundet løb. Nu skal det modnes, og det forventes helt klart af begge to, at de bliver nummer et. I formel 1 er der et vindue åbent for unge kørere i omkring to år. Og slår du ikke til, så kommer du ikke ind på talent alene. Så 2013 er året for begge to, siger John Nielsen, der vurderer både Marco Sørensen og Kevin Magnussens formel 1-chance for sandsynlig.