Ifølge den tidligere Formel 1-kører Johnny Herbert bør der ikke være et gram af tvivl i McLaren-lejren i spørgsmålet om, hvorvidt det er danske Kevin Magnussen eller britiske Jenson Button, der skal have lov til at fortsætte karrieren hos det engelske team.

Tidligere torsdag blev officielt, Fernando Alonso forlader Ferrari, og i Formel 1-kredse virker det nu så godt som sikkert, at spanieren fortsætter sin karriere hos McLaren.

McLaren har meddelt, at de først i december vil tage stilling til næste års holdsammensætning - altså om det bliver Kevin Magnussen eller Jenson Button, som skal være Alonsos holdkammerat.

Men i engelske Express fastslår Johnny Herbert nu, at der i hans verden kun findes en mulighed.

- For mig er det en 'no-brainer', at McLaren skal beholde Jenson i stedet for Magnussen, lyder den kontante udmelding Herbert.

- Alonso er et forstyrrende element. Det beviste han sidste gang, han var ansat hos McLaren, og han viste det på en anden måde hos Ferrari. Holdet får brug for en rolig skikkelse i garagen, og det kan Jenson (Button red.) give med sin erfaring og modenhed, siger han videre.

34-årige Button har scoret 51 point mere end Magnussen i VM-regnskabet i denne sæson, men han har også alderen imod sig i forhold til den 22-årige dansker.

Men ifølge Johnny Herbert bør McLaren altså ikke gamble ved at vælge Magnussen.

- Magnussen har fået en rimelig start, men har lavet nogle fejl i løbet af sæsonen. Det må man forvente fra en rookie, men nogle af dem (fejlene red.) efterlader spørgsmålet, om han er den rigtige at satse på, forklarer Herbert.