Svenske Marcus Ericsson nyder at have en nordisk kamp kørende med Kevin Magnussen i Formel 1. 

Mens Kevin Magnussen er en af Danmarks største sportsstjerner med masser af presseomtale, lever svenske Marcus Ericsson en mere anonym tilværelse i sit hjemlands mediebillede.

Heller ikke i Danmark havde Marcus Ericsson fået stor opmærksomhed, indtil en svensk Formel 1-kommentator dristede sig til at rangere ham bedre end Kevin Magnussen i avisen Expressen før sæsonen.

Det fik det danske Formel 1-folk op af stolen, og straks efter var der gang i nabodysten mellem Danmark og Sverige i Formel 1. Men hvad mener Marcus Ericsson egentlig selv om styrkeforholdet mellem ham og danske Kevin Magnussen?

Det spurgte BT Marcus Ericsson om i Saubers motorhome.

»Det er klart, at jeg tror på mig selv. Men Kevin er en meget dygtig kører. Det har faktisk været fedt, at vi har haft en del kampe mod hinanden i sæsonen og frem for alt i Bahrain. Det er dog svært at sige noget rigtig om styrkeforholdet mellem kørerne i Formel 1, fordi alle bilerne er så forskellige. Men det er cool, at der kommer opmærksomhed på vores kamp mod hinanden,« siger Marcus Ericsson.

Svenskeren slår op i et grin. Det med opmærksomhed er ikke noget, han ellers bader i trods flere sæsoner i Formel 1 for Sauber og Caterham. Og Marcus Ericssons popularitet har slet ikke nået samme højder som sin danske kollega i hjemlandet.

»Det er ikke helt det samme i Sverige, men interessen stiger hele tiden for Formel 1 og min karriere. Det er rigtig fint, men det er langt op til fyre som Zlatan. Zlatan er størst,« slår Marcus Ericsson fast og fortsætter:

»Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det ikke er lige så stort i Sverige. Medierne i Sverige har ikke samme forståelse og interesse for Formel 1, men det kommer mere og mere. Og jeg håber, at det sammen med min fremgang bliver større og større.«

Top-resultaterne mangler for den svenske Formel 1-kører, der med støtte fra en af Sveriges rigeste mænd, ejeren af Tetra Pak-koncernen, foreløbig har kørt i nogle af feltets dårligste biler. Men Marcus Ericsson har de seneste år vist solid fremgang.

I kampen mod Kevin Magnussen har han måtte se sig passeret af den gule Renault flere gange, og han lider lige nu med det økonomisk pressede Sauber-team. Men forholdet til Kevin Magnussen er ganske fint, fortæller han.

»Jeg kender Kevin helt tilbage fra, at vi kørte gokart mod hinanden. Men vi har ikke kørt mod hinanden siden, indtil vi kom i Formel 1. Når vi mødes, taler vi sammen. Jeg synes, at han er en fin fyr, og vi har en god relation. Men som det nu er i Formel 1, har vi et pakket skema, og der er ikke så meget tid til at mødes - så vi har ikke en dansk-svensk alliance kørende,« siger Marcus Ericsson.

Og så til noget helt andet, nu hvor han ikke rigtigt ville svare på, hvem der er den bedste Formel 1-kører af ham selv og Kevin Magnussen.

Okay Marcus, vi kommer ikke uden om det her. Hvem er så bedst, Bendtner eller Zlatan?

»Ha, ha, ha Zlatan, 100 procent!« siger Marcus Ericsson.

Foto: 11470 Marcus Ericsson/TT
Vis mere