Kevin Magnussen har haft travlt i de seneste dage. På den gode måde.
Kevin Magnussen har haft travlt i de seneste dage. På den gode måde.

111 omgange onsdag og 153 omgange. Kevin Magnussen kom på overarbejde på sine to første arbejdsdage for Renaults nye Formel 1-team onsdag og torsdag. Med i alt 264 omgange gennemførte han præcis fire grandprixdistancer på Circuit de Catalunya uden for Barcelona.

»Jeg fik kørt flere omgange, end vi havde turdet håbe på, og selvfølgelig er jeg træt. Men vi fik prøvet en masse ting, og det er tydeligt, at vi har et rigtig godt udgangspunkt, for jeg pressede virkelig bilen. Det har været formålet med denne uge. At få kørt en masse omgange for at teste bilen. Simpelthen køre og køre for at se hvor længe de enkelte dele holder -og hvad der går i stykker først,« siger en glad Kevin Magnussen efter maratonindsatsen:

»Der er rigtig mange gode ting at tage med fra denne her test. Men det allervigtigste for mig har været at opleve, hvor positivt teamet er -alle er bare så glade.«

km1

Kevin

Han siger det ikke direkte, og han afviser behændigt enhver sammenligning med sit tidligere team. Men stemningen hos McLaren, der er nabo til Renualt i paddocken på Circuit de Catalunya under vintertestene, var markant anderledes.Her nåede hjemmebane-helten Fernando Alonso slet ikke at sætte en tid, inden McLaren-Honda bilen brød sammen.

»Jeg koncentrerer mig om mit eget team.På mange måder arbejder McLaren og Renault på samme måde, men der er naturligvis også store forskelle.Der er da et par områder, hvor jeg har fortalt Renault-folkene, hvordan vi gjorde hos McLaren, men de er så erfarne her, at jeg har total tiltro til, at de gør det optimalt« lyder det.

Magnussen fremhæver dog, at hans nye Renault føles mere stabil og i bedre balance end den McLaren, han kørte i 2014.

»Og så er knapperne på rattet selvfølgelig anderledes -meget anderledes. De hedder noget andet og sidder andre steder end hos McLaren, og der har været meget at vænne sig til. Men her har Renaults simulator været til stor hjælp -og jeg har vist endnu ikke trykket på den forkerte knap.«

Magnussen

Formel 1-feltet holder nu fire dages pause, inden årets anden og sidste vinter-test begynder på Circuit de Catalunya tirsdag. Her kører Kevin Magnussen efter planen tirsdag og onsdag, inden teamkammeret Jolyon Palmer overtager torsdag og fredag.

»De mange omgange, jeg fik kørt i denne uge, betyder, at vi faktisk er lidt foran i vores program. Derfor bliver der god tid til at udvikle bilen i næste uge - til at afprøve nye, bløde dæk, have mindre benzin i tanken og i det hele taget satse mere på omgangstider,« sagde Magnussen, der bliver i Spanien i weekenden, inden han mandag begynder at forberede sig til testen sammen med teamet.

SMS

Hitter på Facebook