To eksperter er positive på Kevin Magnussens vegne.

Det endte med en 12. plads for Kevin Magnussen i USAs Formel 1-grandprix.

Efter at have presset russiske Daniil Kvyat i en overhaling mod slutningen af søndagens løb endte Magnussen med en tidsstraf, der sendte ham fra 11. til 12. pladsen.

Det ændrer dog ikke på, at den 24-årige dansker viste fornemme takter især mod slutningen af løbet, hvor Magnussen havde fået blødere dæk på bilen - og det gav fart i Renault-raceren.

For Jens Hansen, der er Formel 1-kommentator hos TV3 Sport, var 12. pladsen ikke en garanti for, at Magnussen nu er sikker på et sæde i Formel i 2017. Men der var elementer i løbet, der bragte ham tættere på.

»Kevins aktier i Formel 1 er steget i forhold til konkurrenterne. Der var ingen, der sluttede foran ham søndag, som han kæmper om et sæde med. Præstationen i går (søndag, red.) kan ikke alene sikre ham en plads i Formel 1, men i og med at det er en offentlig hemmelighed, at Bottas er på plads i Williams, så er det sværere at se, hvem der skal tage pladsen i Renault fra Kevin Magnussen,« siger Jens Hansen til BT.

Kollegaen på TV3 Sport, den tidligere racerkører John Nielsen, er ligeledes begejstret for Magnussens præstation søndag, hvor han sluttede foran konkurrenterne, heriblandt teamkammeraten Jolyon Palmer.

»Man kan godt sige, at det var et løb, der sendte ham i retning af et sæde i Renault. Han er hele tiden til eksamen som Formel 1-kører, men det var det rigitge tidspunkt at vise noget på. For Renault kan jeg ikke se, at de er andre på markedet, der kan gøre det bedre end Magnussen,« siger John Nielsen.

Jolyon Palmer har i de seneste løb halet godt ind på Kevin Magnussen både i løb og kvalifikation, og lørdag placerede Palmer sig også bedre end danskeren i kvalifikaitonen med en 15. plads mod Magnussens 18. plads.

Med den dårlige optakt in mente gav søndagens grandprix også godt med optimisme på Magnussens veje.

»Set i lyset af, at han lørdag leverer en kvalifikation, der faktisk er til en dumpekarakter, så var hans indsats søndag vigtig, fordi han får vist, at han har et niveau, der er Formel 1 værdig, og når han får et værktøj i hænderne, som kan noget, har han det, der skal til,« siger Jens Hansen.

Med den seneste eksamen bestået kan Kevin Magnussen se frem mod de sidste tre grandprixer i 2016-sæson med optimisme, men endnu ikke med ro i sindet, fortæller John Nielsen.

Han kan ikke tage den med ro i de sidste tre løb. I det øjeblik, du tager den med ro i Formel 1, er der én, der bremser senere. Der har været løb, hvor han er gået på ’cruising-mode’ og ikke udnyttet har udnyttet de små chancer,« siger den tidligere racekører.