Det var ikke just et grandprix til kaminhylden, som Kevin Magnussen leverede i Ungarn i den forgangne weekend.

Det kan også ses på de bedømmelser, som internationale medier kommer med af kørerne. Her dumper den danske Renault-kører ikke bare ned i den allertungeste ende. Helt konsekvent vurderes hans indsats også til at være dårligere end holdkammeraten Jolyon Palmer.

Hos Sky Sports er der ikke opmuntrende ord at hente om indsatsen i løbet. Ja, her får Kevin Magnussen den absolut laveste karakter af alle feltets 22 kørere, et 5-tal.

Sammen med Sergio Perez (Force India), Daniil Kvyat (Toro Rosso), Felipe Massa (Williams) og Rio Haryanto (Manor).

»Kevin Magnussens weekend kom aldrig rigtigt i gang, og han imponerende ikke én eneste gang. Ganske usædvanligt blev danskeren slået af sin holdkammerat Palmer i både kvalifikation og løb,« vurderer man hos Sky Sports og kommer så med en – noget – ubekræftet opmuntring til de mange spekulationer, der er i gang om fremtiden:

»Kevin er dog sikker på at blive hos Renault næste år. Jolyon er vi anderledes usikre på.«

Renault-makkeren Jolyon Palmer får i øvrigt karakteren 7 for sin 12.-plads i Ungarn.

Hvilket var tre pladser bedre end Kevin Magnussens 15.-plads. Og det var anden gang inden for de seneste tre grandprixer, at briten sluttede foran danskeren på løbsdagen. Det var til gengæld første gang siden allerførste grandprix i Australien, at Jolyon Palmer sluttede foran Kevin Magnussen i både kvalifikation og løb.

Hos tyske Auto Motor und Sport er der lidt opmuntring at hente til Kevin Magnussen. Her får han et 6-tal.

Det er faktisk bedre en seks andre kørere – Romain Grosjean (Haas), Daniil Kvyat, Felipe Massa, Marcus Ericsson (Sauber) og Rio Haryanto.

Her får Jolyon Palmer et 7-tal.

Auto Motor und Sport giver ingen supplerende kommentarer til karakterne.

Billedet er lidt det samme hos Autosport.com.

Her scorer Kevin Magnussen ligeledes et 6-tal. Hvilket dog kun er bedre end fire andre kørere: Felipe Massa, Rio Haryanto, Marcus Ericsson. Daniil Kvyat.

»Ikke meget at sige om kvalifikationen, hvor han som holdkammerat Palmer var et uskyldigt offer for røde flag og utroligt dårligt og vådt vejr. Han viste hæderlig fart sammelignet med Palmer på samme dæk, men brugte resten af løbet efter sit første pitstop bag Grosjean,« lyder bedømmelsen her.

Hos Autosport.com er Jolyon Palmer hele to karakterer bedre med et 8-tal.

Næste grandprix køres allerede på søndag, i Tyskland på den legendariske Hockenheim-bane.