Det er fuldt fortjent, at Kevin Magnussen er tilbage som Formel 1-kører, lyder det fra McLarens Jenson Button.

Den danske racerkører Kevin Magnussen får comeback som Formel 1-kører, når han søndag sætter sig bag rattet i sin nye Renault-bil ved det australske grandprix.

Og det er fuldt fortjent, at Magnussen har fået en ny chance i det største racerløb, efter at han blev droppet af McLaren sidste år. Det mener danskerens tidligere kollega i netop McLaren Jenson Button.

»Det er fedt for ham at være tilbage i Formel 1. Jeg synes, han er en talentfuld kører, og han fortjener at være her,« siger Button.

De to tidligere makkere kører således for konkurrerende hold, når sæsonens første grandprix bliver kørt søndag i Melbourne. Det betyder dog intet for briten, der roser Magnussens evner på banen.

»Han er meget hurtig, og han har fået meget erfaring. Da vi var holdkammerater, lærte han meget, og han lærte det meget hurtigt, så han har meget erfaring hans alder taget i betragtning.«

»Jeg tror, at han kommer til at klare det godt, og det håber jeg,« siger Button.

Han fortæller samtidig, at han har været i kontakt med Magnussen og ønsket ham tillykke med sædet hos Renault.

»Jeg skrev en besked til ham, før han fik sædet, fordi jeg havde det på fornemmelsen. Og da han fik det, skrev jeg igen,« siger Button.

Magnussen og Button kørte begge for McLaren i 2014, men danskeren måtte vige pladsen bag rattet, da holdet skrev kontrakt med Fernando Alonso.

Hvor Button har kørt tusindvis af kilometer på Formel 1-baner verden over, har Magnussen fået debutanten Jolyon Palmer som makker i Renault. Palmer kører sit første Formel 1-grandprix søndag morgen dansk tid.

/ritzau/