Efter skiulykken sidste jul, der ifølge en nær ven har efterladt Michael Schumacher lam og stum, bliver han nu droppet af store sponsorer. En handling, der kan koste verdensstjernen godt og vel 37 millioner kroner om året.

Den syvdobbelte Formel 1-kører lå i koma i 169 dage efter ulykken, hvor Michael Schumacher bragede sit hoved mod en sten ved et grimt styrt. Endelige vågnede han op, men ifølge en bekendt af familien Schumacher, står det ikke godt til med verdensstjernen. Langt fra. Angiveligt kan Schumacher ikke tale, han sidder i kørestol og så lider han af hukommelsestab.

Og det er en af grundene til, at han nu bliver droppet af to store firmaer.

Det er firmaerne Navyboot og Jet Set, der siger farvel til tyskeren, skriver den engelske avis Daily Mail. De to sponsorers tilbagetrækning kommer til at koste Michael Schumacher op mod 40 millioner kroner hvert eneste år.

Begge firmaer ejes af Phillipe Gaydoul, og en talskvinde for ham bekræfter, at firmaerne dropper samarbejdet, som de har haft med Schumacher siden 2010.

Ligeledes skulle også kildevandsfirmaet Rosbacher have stoppet samarbejdet tidligere på året.

Flere firmaer er dog blevet ved den tidligere racerkører heriblandt Mercedes og DVAG.

Michael Schumacher får eftersigende hjælp af 15 eksperter i sit hjem i Schweiz ved Genéve-søen, hvor de forsøger at forbedre hans tilstand. Skiulykken og det efterfølgende virvar omkring racerkøreren blev fulgt tæt af hele den internationale sportspresse.

Tyskeren vandt verdensmesterskabet i Formel 1 syv gange i løbet af karrieren. Blandt andet fem gange i træk fra 2000-2004, da han kørte hos Ferrari.