Kevin Magnussen eller Jenson Button? Spørgsmålet om hvilken kører, der får lov til at beholde positionen bag McLaren-rattet i 2015-sæsonen er efterhånden på alle Formel 1-entusiasters læber.

Mandag afslørede McLaren-bossen Ron Dennis, at de to køreres skæbne afgøres på et McLaren-bestyrelsesmøde med McLarens aktionærer i starten af december.

- Det er på det møde, at det vil blive diskuteret. Jeg har ikke besluttet mig endnu, men det er ikke min beslutning alene, det ville ikke være hensigtsmæssigt. Afgørelsen skal støttes af aktionærer og bestyrelsen, fortæller Ron Dennis til The Guardian, og gør det klart, at den endelige afgørelse først bliver meldt ud efter mødet i december.

Hvornår mødet afholdes, nævner Ron Dennis imidlertid ikke, men McLaren har tidligere på Twitter annonceret, at næste års kører-lineup vil blive annonceret i starten af december.

Ron Dennis erkender samtidig, at teamet skulle have meldt ud tidligere, at afgørelsen først ville blive truffet i slutningen af året - ikke i slutningen af Formel 1-sæsonen, som mange - inklusiv de to kørere - formentlig havde håbet på.

- Vi skulle have meldt ud meget tidligere, at 'vores kørere er på kontrakt indtil slutningen af året, og at vi ville træffe en passende beslutning på det rigtige tidspunkt'. Det rigtige tidspunkt er i løbet af de næste par dage. Det var bestemt ikke inden slutningen af sæsonen, lyder det fra Ron Dennis.

Danske Kevin Magnussen har længe været betragtet som McLarens favorit - både i danske såvel som internationale medier. Årsagen til Magnussens favoritværdighed skal tilsyneladende findes i aldersforskellen på de to McLaren-kørere. Mens den forhenværende verdensmester Jenson Button med sine 34 år er Formel 1-feltets ældste, er Kevin Magnussen kun 22 og har derfor mange år foran sig.

Derudover skulle den rutinerede brite være væsentlig mere løntung end danskeren. Den engelske avis The Telegraph skrev tidligere på måneden, at Button skal have en årsløn på 13 millioner pund om året, svarende til omkring  120 millioner kroner, mens Kevin Magnussens løn formentlig vil stige til en million pund, altså cirka 9,5 millioner kroner årligt.

Og selvom McLaren endnu ikke officielt har præsenteret spanske Fernando Alonso, tyder meget på, at det kommer til at ske inden for den nærmeste fremtid. Alonso, der i forvejen var er en af Formel 1-feltets bedst betalte kørere, kan ifølge The Telegraph se frem til en årsløn på svimlende 303 millioner kroner, og derfor skulle Magnussens lave løn ligeledes tælle til plussiden.

Men Formel 1-sæsonen sluttede en smule skuffende for Kevin Magnussen, der i de sidste to løb i henholdsvis Brasilien og Abu Dhabi sluttede efter holdkammeraten Jenson Button. Og det kan måske få McLaren-teamet til at overveje situationen en ekstra gang inden den endelige beslutning træffes.