McLaren fortsætter stilen med at holde sine kørere hen i uvished. En situation, der nær havde taget livet af Kevin Magnussens Formel 1-karriere.

Derfor ser den danske Formel 1-stjerne nok ikke med stor misundelse til, mens samme situation nu igen ser ud til at udspille sig internt hos det britiske Formel 1-team.

Godt nok er det fortsat tidligt på sæsonen, og det ville være lidt overraskende med en udmelding om kører-sammensætningen for 2017 allerede nu. Alligevel er der pres på hos McLaren.

Teamet skal igen finde ud af, om de vil gøre brug af et ungt lovende supertalent i belgieren Stoffel Vandoorne, eller om Jenson Button og Fernando Alonso skal fortsætte. Vandoorne har tidligere udtalt, at flere team bejler til ham, men da han er på kontrakt hos McLaren, er han nødt til at se tiden an.

Hos englænderne afviser teamchef Eric Boullier, at McLaren er presset over at skulle vælge mellem teamets tre kørere til næste sæson.

»På ingen måde. Vi er ikke begyndt at diskutere noget med nogle kørere. Det er for tidligt på sæsonen, og det ville blive for distraherende for teamet,« forklarer han til Autosport.

Eric Boullier tilføjer også, at 'det er en del spillet' at holde kørerne hen, så deres motivation ikke daler.

I Kevin Magnussens tilfælde var den taktik ved at smadre en karriere, der knap var begyndt. Den manglede vished og McLarens vægelsind gjorde, at han stod uden muligheder, da teamet langt om længe valgte Jenson Button som makker til Fernando Alonso i 2015-sæsonen.

Den situation risikerer Stoffel Vandoorne også at ende i, selvom han er det mest eftertragtede navn uden for Formel 1. Rygter går dog lige nu på, at McLaren seriøst overvejer at droppe Jenson Button efter sæsonen. Men rygterne om Buttons farvel har stået på i over to år, og til sidst har den snu brite alligevel beholdt sit sæde.

Jenson Button er selv kold over for snakken om hans Formel 1-fremtid.

»Jeg har ikke tænkt på Canadas Grand Prix eller næste år. Det er alt, jeg har til jer,« sagde han ifølge Autosport efter Monacos Grand Prix.