Formel 1-holdet Mercedes har givet deres to kørere, Nico Rosberg og Lewis Hamilton, en »sidste advarsel«, efter de sidste weekend igen stødte sammen.

Det fortalte teamchef Toto Wolff til pressen forud for weekendens løb på Silverstone i England.

»Det er et scenarie, ingen af os har lyst til at være i. De (Rosberg og Hamilton, red.) er skabt på en speciel måde, og det er netop derfor, de kører for Mercedes. Men der været tre uheld på fem løb, og den situation skal der dæmmes op for,« siger teamchefen ifølge formula1.com.

Mercedes-racerne har de seneste sæsoner været overlegne og distanceret modstanderne. Men forholdet Rosberg og Hamilton imellem har aldrig været rosenrødt, og der har været flere episoder, hvor de er gået over stregen.

»Om et par år kan vi måske se tilbage og sige, at Rosberg-Hamilton var en af de bedste dueller. Det er jeg klar over, og jeg vil ikke over-regulere den,« siger Toto Wolff.

I sidste Formel 1-løb - på Red Bull Ring i Østrig - kørte Mercedes-racerne sammen på sidste omgang, da Nico Rosberg lå nummer ét. Uheldet betød, at Rosbergs racer tog skade, og han sluttede som nummer fire. Senere fik han også skylden for ulykken samt ti sekunders straf, der dog ikke forværrede hans slutplacering.

Nico Rosberg tager advarslen fra Mercedes roligt.

»Selvfølgelig vil jeg kæmpe for en løbssejr - mindre kan ikke gøre det. Ikke desto mindre har jeg det nye, modificerede regelsæt i baghovedet. Men der er intet at bekymre sig om. Selv med de nye regler vil der komme fantastiske dueller på banen,« siger Nico Rosberg til formula1.com, og fortæller i øvrigt, at han på trods af straffen efter episoden i Østrig fortsat ikke er enig i dommen.

»I mine øjne er det ikke sort/hvidt. Jeg respekterer da stewardernes beslutning, og at de kom til den beslutning som en gruppe, men det betyder ikke, at jeg skal være fuldt ud enig i den,« siger Rosberg.

Søndag skal de to Mercedes-kørere igen krydse klinger, denne gang i Hamiltons hjemland, England, hvor legendariske Silverstone lægger asfalt til.