Kevin Magnussen er ude af det belgiske Formel 1-grand prix. Danskeren totaltsmadrede sin Renault-racer, og han humpede væk fra bilen.

Der er endnu ingen detaljer om hans aktuelle tilstand.

Magnussen crashede på et særdeles uheldigt tidspunkt. Han lå fremme på ottendepladsen og var på vej mod sæsonens bedste resultat efter en tumultarisk start på løbet, hvor flere kørere havde uheld og enten måtte udgå eller i pit for at få deres biler klar igen.

Efter Magnussens sammenstød med barrieren blev løbet afbrudt med rødt flag, indtil hans bil blev fjernet, og barrieren blev repareret.

Ifølge den officielle Formel 1-Twitterprofil har Renault meddelt, at danskeren er ok. Han har tilsyneladende slået anklen ved sammenstødet med barrieren, men ellers skulle han utroligt nok være uskadt efter den voldsomme ulykke.