Det var i virkeligheden en stribe af utrolige omstændigheder, der førte til, at 25. august 1991 er blevet en af de helt store mærkedage i motorsport.

Det var her Michael Schumacher fik sin debut i et Formel 1-løb. På Spa-banen i Belgien. Og selv om han ikke engang nåede en omgang rundt, havde tyskeren vist nok.

Efterfølgende så han sig ikke tilbage, og resten er historie, som man siger. Det blev til syv VM-titler og en status som en af Formel 1s største nogensinde.

Hvordan det store 25-års-jubilæum bliver fejret af hovedpersonen selv vides dog ikke. Eller om han overhovedet er i stand til at fejre det.

For offentligheden ved nærmest intet om Michael Schumachers tilstand efter den tragiske skiulykke sidst i december 2013. Her endte han i koma efter at have slået hovedet mod nogle sten gemt i de franske alpers sne.

Siden er der sluppet tæt på inden informationer ud fra familien, og der findes ingen billeder af den i dag 47-årige tysker.

Men på mærkedagen for den dag, da Michael Schumachers karriere for alvor tog fart, er der dog noget at glæde sig og være stolt af hos familien.

For begge parrets børn, Gina-Maria og Mick, lader til at have arvet en god portion fighterånd og vindervilje. De lever stadig en afskærmet tilværelse, hvor de sjældent giver interviews til offentligheden. Men alligevel gør de begge sig særdeles positivt bemærket i de sportsgrene, som de har kastet sig over og fokuseret på, mens deres far kæmper for at vende tilbage til et normalt liv.

Artiklen fortsætter under billledet...

Mick Scumacher har vundet en stribe løb i år.
Mick Scumacher har vundet en stribe løb i år. Foto: RALPH ORLOWSKI
Vis mere

MICK SCHUMACHER

Michael Schumachers 17-årige søn slægter i høj grad sin far på. Han gør sig også i motorsport.

Med succes. Og sejre.

Mick Schumacher kører i denne sæson i den såkaldte Formel 4-klasse, hvor han kører med om både det tyske og det italienske mesterskab. Det er blevet til tre sejre i hvert af serierne, og han ligger på en samlet andenplads begge steder.

Hos det italienske Prema-hold lød det inden sæsonen fra team-chef Angelo Rosin: »Som racerkører er han i konstant forbedring af sit potentiale. Vi har altid holdt øje med ham, fordi han var et perfekt talent for Prema. Han er hurtig, smart, dedikeret og kan godt lide at arbejde hårdt for holdet i en jagt efter den bedste præstation.«

Og måske kan der være mere undervejs?

Ved det seneste Formel 1-grandprix på Hockenheim i begyndelsen af august dukkede Mick Schumacher op i paddocken. Her var han på besøg hos både Ferrari og Mercedes – og der blev lagt mærke til ham.

»Han er en ung mand, der giver sådan et imponerende indtryk. Ud over at være god til at køre er han også velopdragen, venlig og beskeden. han har alle de træk, du kunne ønske dig fra en teenager. Det ser man ikke  ofte i dag,« lød det ved den lejlighed fra Mercedes-boss Toto Wolff.

Artiklen fortsætter under billedet...

Gina-Maria Schumacher vinder guld på sin hest med det mundrette navn Chanay Sky Management SSA’s Arc Guns M Oaks.
Gina-Maria Schumacher vinder guld på sin hest med det mundrette navn Chanay Sky Management SSA’s Arc Guns M Oaks. Foto: Harold Cunningham
Vis mere

GINA-MARIA SCHUMACHER

For Michael Schumachers 19-årige datter er det nogle lidt andre hestekræfter, hun har success med.

For Gina-Maria Schumacher gør sig inden for hestesport. Og her slægter hun faktisk i stedet sin mor på.

Også med succes. Og med sejre.

Midt under OL kunne Schumacher-familiens ældste barn endda juble over en guldmedalje, dog ikke i Rio.

For ved ungdoms-EM i reining midt i august kunne Gina-Maria Schumacher stille sig op på øverste trin på podiet og lade sig hylde. Og hvad er det reining så? Jo, det er westernridningens dressurkonkurrence, som også mor Corinna Schumacher i mange år har dyrket.

Og hun var på plads på tribunen til at overvære datterens store triumf.

Et sjældent syn. For det har ikke været ofte siden Michael Schumachers skiulykke i december 2013, at hustruen har vist sig ved offentlige begivenheder.

Men ved EM i Reining lå det lige for. Ridestævnet blev faktisk afholdt på Corinna Schumachers ranch, CS Ranch, der ligger i schweiziske Givrins. Ikke langt fra familiens hjem ved Geneve-søen.

I øvrigt var det andet år i træk, at Gina-Maria Schumacher kunne juble over guld ved de europæiske ungdomsmesterskaber. I 2015 vandt hun guld i den individuelle konkurrence.

Artiklen fortsætter under billedet...

Michael Schumacher i sin Benetton-racer i 1991.
Michael Schumacher i sin Benetton-racer i 1991. Foto: TOSHIFUMI KITAMURA
Vis mere

MICHAEL SCHUMACHERS DEBUT

Til sidst skal vi lige tilbage til 25. august 1991. Her fik Michael Schumacher lov til at køre Formel 1, da det lille Jordan-teams Bertrand Gachot røg i kachotten efter at være kommet op at toppes med en taxa-chauffør i London.

Det gav den 22-årige tysker chancen i det belgiske grandprix. Her kørte Michael Schumacher sig ind på en sensationel 7.-plads i kvalifikationen, mens det gik mindre heldigt i selve løbet.

Allerede på første omgang udgik han med kobling-problemer. Men det skulle hurtigt blive til mange flere omgange i Formel 1.

Michael Schumacher røg allerede til det næste løb videre til det noget større Benetton-team. Her scorede han en 5.-plads og to 6.-pladser i den resterende del af sæsonen.

Allerede et år efter sin debut vandt Michael Schumacher i øvrigt sit første Formel 1-løb. Igen på den belgiske Spa-bane.