Den syvdobbelte verdensmester i Formel 1, Michael Schumacher, pådrog sig en alvorlig hovedskade, da han søndag formiddag styrtede på ski i de franske alper, og hans tilstand beskrives i en officiel meddelelse fra familien og det franske hospital som 'kritisk'.

Ifølge den franske radiostation RMC hed det i et kommuniké, der blev sendt ud omkring klokken 22.30 søndag aften og var underskrevet familien og hospitalsdirektør Jean-Marc Grenier, at Michael Schumacher havde pådraget sig 'alvorlige kvæstelser og var i koma ved sin ankomst' til CHU (hospitalet i Grenoble, red.), samt at man havde foretaget et 'neurokirurgisk indgreb':

- Hr. Schumacher blev bragt til hospitalet klokken 12.40 som følge af et skiulykke i Méribel sidst på formiddagen. Han havde ved sin ankomst en alvorlig skade på kraniet, var i koma, hvilket øjeblikkelig krævede et neurokirurgisk indgreb. Han er fortsat i kritisk tilstand.

Den voldsomme ulykke betød, at den 44-årige tysker havnede i koma. Meldingerne går dog alle på, at han var iført hjelm, da han styrtede.

Læs mere: Schumacher indlagt efter alvorlig skiulykke: Konen og sønnen er med på hospitalet

Schumacher blev efter sit styrt først fløjet til et mindre hospital. Her skønnede man imidlertid, at hans tilstand var så alvorligt, at han blev  fløjet til universitetshospitalet CHU i Grenoble, hvor han søndag aften har gennemgået flere forskellige undersøgelser.

Læs også: Stod på ski med sin 14-årige søn: Schumacher indlagt efter alvorlig ulykke

En af de personer, som straks kom den formel 1-legenden til undsætning var hjernespecialisten Gérard Saillant, der også stod for operationen, da Schumacher i 1999 kom alvorligt til skade efter sammenstød ved det britiske grandprix, og som angiveligt blev fragtet til hospitalet fra Paris med politieskorte.

Racerkørerens talskvinde, Sabine Kehm, har bekræftet skiulykken, men har endnu ikke udtalt sig direkte om Michael Schumachers tilstand.

- Vi beder om forståelse for, at vi ikke kan komme med løbende udmeldinger om hans helbred. Han bar dog en hjelm og var ikke alene. Der var heller ikke andre involveret i hans styrt, lød det tidligere søndag aften fra Sabine Kehm.

Ifølge flere medier er både Schumachers kone Corinna og børnene Mick og Gina-Marie på hospitalet.

Ulykken skulle eftersigende være sket, da Michael Schumacher var på vej ned ad et bjerg sammen med sønnen.

OPDATERES...