Lewis Hamilton (Mercedes) var suveræn på vandt det tyske Formel 1-grandprix. Kevin Magnussen blev nummer 16.

Hockenheim. Kevin Magnussen (Renault) kunne søndag gå på sommerferie efter det tyske Formel 1-grandprix var kørt på Hockenheim.

Danskeren fik en fremragende start på Hockenheim og vandt fire positioner og kørte sig hurtigt op som nummer 12, efter at han lagde ud på en 16.-plads.

Magnussen måtte dog se sig falde tilbage undervejs, og danskeren sluttede, som han startede, på 16.-pladsen.

Holdkammeraten Jolyon Palmer fik modsat en skidt start og dumpede tilbage til den tunge ende fra startpositionen som nummer 14.

Palmer sluttede som nummer 19.

Løbet blev vundet helt suverænt af Lewis Hamilton (Mercedes), som hurtigt slog et solidt hul efter en perfekt start, hvor han overhalede holdkammeraten Nico Rosberg, som startede i pole position.

Hamilton vandt foran Daniel Ricciardo (Red Bull) og dennes holdkammerat Max Verstappen.

Dermed vandt verdensmesteren sit sjette grandprix i denne sæson, og Hamilton har nu vundet de seneste fire grandprixer i Østrig, Storbritannien, Ungarn og Tyskland.

Nico Rosberg sluttede på fjerdepladsen, og tyskeren har ikke vundet et grandprix siden 19. juni i Baku, efter at han vandt sæsonens fire første løb.

Lewis Hamilton fører i den samlede stilling foran Nico Rosberg.

/ritzau/

Du kan genoplive løbet minut-for-minut herunder: