Den afdøde Formel 1-kører Jules Bianchi vil snart få en gade i hjembyen Nice opkaldt efter sig. Det har bystyret bestemt.

Gaden Rue du Sapin i den franske by ved middelhavet, Nice, vil snart få nyt navn. Den skal fremover hedde Rue du Jules Bianchi efter den afdøde Formel 1-kører. Det skriver netmediet Motorsport.com.

Jules Bianchi var født i Nice i 1989. Han døde i sommeren 2015 på grund af de kvæstelser, Marussia-køreren pådrog sig under det japanske Formel 1-grand prix året forinden. Beslutningen om at omdøbe Rue du Sapin til Rue du Jules Bianchi blev meddelt af bl.a. byens borgmester, Philippe Pradal.

Der vil komme en ceremoni mandag 23. januar på hjørnet af Rue du Sapin og Avenue Pierre de Coubertin, hvor Rue du Sapin officielt får nyt navn.

Gaden ligger i et område, hvor byen har opkaldt vejene efter afdøde sportsfolk fra Nice. Sidste år opkaldte byen en gade efter den tidligere OL-medaljevinder Camille Muffat, som i 2015 omkom i en helikopter-ulykke.

Jules Bianchi var den første aktive Formel 1-kører, der døde siden brasilianeren Ayrton Senna i 1994.