Mandag fastslog den franske statsadvokat Patrick Quincy, at der ikke var tale om et strafbart forhold i forbindelse med Michael Schumachers ulyksalige styrt i de franske alper to dage inden nytårsaften. Ingen kan dermed stilles til ansvar for de kvæstelser, som sendte den syvdobbelte Formel 1-verdensmester i en foreløbig 52 dage lang koma.

Samtidig er der kommet nye detaljer frem fra den undersøgelse, der ligger til grund for den franske statsadvokats afgørelse.

Tyske bild.de kan afsløre, at Schumacher kørte fire en halv meter til venstre for den røde Chamois-pist, da han kørte ind i et klippeområde, dækket af nysne. Tidligere har det statsadvokaten ellers meldt ud, at Schumacher havde bevæget sig otte meter væk fra den afmærkede pist, men den afstand halverede den grundige undersøgelse. Det er med til at bekræfte, at Schumacher ikke kørte letsindigt, men derimod bare har været usandsynlig uheldig.

Da den tidligere racerkører ramte klippen og styrtede, røg han 10,4 meter gennem luften, inden han ramte et andet klippestykke, smadrede sin hjelm og pådrog sig et kraniebrud og flere hjerneblødninger.

Der er blevet spekuleret i, at Schumachers 'Go Pro'-hjelmkamera har forværret skaderne. Men det afviser undersøgelserne. Han ramte klippen med den højre side af hovedet, mens kameraet var intakt efter styrtet, og optagelserne har siden kunnet bruges i efterforskningen af styrtet.

På baggrund af en tilfredsstillende pist-markering, der fuldt ud levede op til de franske normer, har den franske statsadvokat besluttet, at der ikke er tale om strafbare forhold. Det er dog stadig muligt at rejse en civilretslig erstatningssag, men det har familien Schumacher ifølge Bilds oplysninger ingen aktuelle planer om.