Renault skal angiveligt være meget interesseret i at hente spanske Carlos Sainz til teamet, hvor danske Kevin Magnussen lige nu sidder i den ene af de to biler.

Det er den spanske avis Marca, der bringer nyheden om, at Kevin Magnussens arbejdsgiver har set sig varm på Toro Rossos spanske stjernefrø, Carlos Sainz. Den unge spanier gør det overraskende godt i øjeblikket i sin Toro Rosso, hvor han har hentet flere top 10-placeringer.

Ifølge Marca skulle Renault allerede have talt med Carlos Sainz' repræsentanter om muligheden for et køreskifte efter sæsonen.

Over for avisen bekræfter Renaults teamchef, Fred Vasseur, at han finder Carlos Sainz interessant.

»Vi er først nødt til at kende de kontraktlige forhold, men han (Sainz, red.) er en meget interessant kører for fremtiden,« siger Renault-bossen.

Rygtet om Renaults interesse i Carlos Sainz er selvfølgelig ikke specielt rar læsning for danske Kevin Magnussen, der må gå rundt og håbe, at han får sin kontrakt forlænget efter denne sæson. Omvendt bør danskerens nuværende teamkammerat, Jolyon Palmer, stå først for, hvis Renault gør alvor af at skifte ud blandt kørerne.

Carlos Sainz er i øjeblikket på kontrakt hos Red Bull, der ejer Toro Rosso-teamet, som Carlos Sainz kører for. Meget tyder dog på, at Carlos Sainz kører sin sidste sæson hos Toro Ross og søger mod et mere konkurrencedygtigt team.

Finder Red Bull ikke plads til ham og fortsætter med Max Verstappen og Daniel Ricciardo, jamen så kan de blive nødt til at lade spanieren gå. Carlos Sainz har på rygteplan også været sat i forbindelse med Ferrari, hvor finnen Kimi Räikkönen har kontraktudløb.

Hos Renault har teamet og Kevin Magnussen gang i en svær periode, hvor end ikke holdets nye motor ser ud til at rykke dem væk fra bunden af feltet. Senest blev Kevin Magnussen blot nummer 16 i Canada, hvor Jolyon Palmer udgik med tekniske problemer.

Det er angiveligt bilens chassis og aerodynamik, der er underudviklet i forhold til konkurrenternes, som er den primære årsag til Kevin Magnussens og Renaults problemer.