Kevin Magnussen og McLaren tager skuffede hjem fra Kina efter en weekend uden VM-point.

Alligevel var der opmuntrende ord over teamradioen til den 21-årige dansker, der fik ros for sin indsats i en bil, der ganske enkelt ikke har farten til at følge med. 

- Ok Kevin, det var det ternede flag. Jeg synes, du udførte et godt job i dag, hvor du håndterede dine dæk godt. Desværre var bilen ikke hurtig nok, lød meldingen fra pitten lige efter, danskeren havde passeret målstregen for sidste gang.

Kevin Magnussen begyndte som den eneste løbet på medium-dækket, men strategien lykkedes aldrig for alvor, da danskeren kun vandt to placeringer undervejs, så han kørte sig op fra 15. til 13. pladsen.

Heller ikke Kevin Magnussens teamkammerat lykkedes med at hente point i løbet, da han sluttede som nummer 11. Det er første gang siden løbet på Silverstone i sidste sæson, at McLaren ikke har en racer i top 10 i et løb, hvor bilerne fuldfører.

Næste løb køres 11. maj i Spanien, hvor Barcelona lægger bane til verdens største racerklasse.