Det bliver Jolyon Palmer og ikke Kevin Magnussen, der må overlade sin bil til reservekører Esteban Ocon i den første træning til Spaniens Grand Prix i næste weekend.

Ved sidste uges russiske grandprix blev danskeren sendt på reservebænken i den første træning, hvor han blev afløst af den lokale Sergey Sirotkin.

Med Palmer i åbenlys krise og med behov for alle de kilometer han kan få, var det ventet at Magnussen igen måtte rømme sin plade i Spanien. Men sent torsdag bekræftede en talsmand for Renault-teamet overfor BT: »Ocon afløser Palmer i den første træning i Spanien.«

Bortset fra en stærk indsats i årets første løb i Australien har Jolyon Palmer været markant langsommere end Kevin Magnussen. Rygter har antydet, at englænderen risikerer at miste sit faste sæde til Ocon, hvis han i de kommende uger fortsat halser efter danskeren.