Kevin Magnussen er udset til at være manden, der skal bringe Renault tilbage på Formel 1-scenen, lyder det fra teamets daglige leder.

I næste weekend skydes den nye Formel 1-sæson i gang i Australien, og for Kevin Magnussen bliver det et gensyn med sportens ypperste racer-scene. Og den 23-årige dansker går en sæson i møde, hvor tilliden til ham er stor.

Renaults daglige leder, Cyril Abiteboul, fortæller til autosport.com, at Kevin Magnussen bliver manden, der skal lede teamet på racerbanen. Også selv om hans teamkammerat, Jolyon Palmer, brugte længere tid i en Formel 1-bil i 2015 i kraft af hans rolle som tredjekører for Lotus.

»Kevin er et naturligt talent og har tilstrækkelig erfaring til at være leder for det tekniske hold, og Jolyon vil drage fordel af et have en stærk holdkammerat,« siger Cyril Abiteboul.

»De har vist, at de er vindere i deres respektive karrierer; Jolyon har vundet GP2, og Kevin har vundet Formula Renault 3.5. Jeg synes, vi har nogle fantastiske kørere.«

Kevin Magnussen fik sin Formel 1-debut i 2014, da han kørte for McLaren i sæsonens første løb i Australien. Nu er den 23-årige dansker igen klar til at give gas på det grønne startsignal, og det bliver altså et gensyn med banen ’down under’.

»Jeg er ekstremt motiveret efter at have været uden for i et helt år,« siger Kevin Magnussen til autosport.com og fortsætter.

»Jeg har kørt racerløb i hele mit liv, og jeg er ekstremt sulten og ivrig efter at komme ud i racerbilen igen og endnu mere for Renault Sport.«

Sæsonpremieren er nærmere bestemt søndag 20. marts på Melbourne Grand Prix Circuit.