Det blev ved det ene år, at Kevin Magnussen og Renault nåede at samarbejde. Franskmændene havde ellers en option på et år mere med den danske racerkører, men besluttede ikke at udnytte den og valgte i stedet hans holdkammerat Jolyon Palmer for fremtiden.

Og så smuttede Kevin Magnussen over til Haas.

I et interview med TV2 før det sidste grandprix i Abu Dhabi løfter Renault-teamchefen Frederic Vasseur lidt af sløret for, hvorfor han endte med at tilbyde Palmer en forlængelse og ikke Kevin Magnussen. Vasseuer forklarer, at det ikke var en nem beslutning, men erkender også, at det ikke altid har været nemt at samarbejde med Kevin Magnussen.

»Først og fremmest er det en god ting, at det er den sidste weekend på året. Det har været en lang sæson for alle. 21 løb er rigtig mange. Vi har haft et godt samarbejde med Kevin Magnussen. Han har scoret gode point for os. Han gjorde sit job og var engageret hos os, siger Frederic Vasseur og forklarer om deres forhold i løbet af sæsonen:

»Kevin har sin personlighed, og jeg har min egen personlighed. Det har ikke altid været nemt. Vi har haft vores kampe,« siger Vasseur, der ikke vil sige, at det er de to forskellige personligheder, der er årsagen til et brud.

»Nej, nej, nej. Jeg var meget glad for, at vi kunne have gode diskussioner. I en lang sæson er der tider med gode nyheder og gode resultater, og der er hårde tider. Men vi kom igennem det, fordi vi altid kunne tage en god snak og få klarhed over situationen. Jeg ønsker absolut alt det bedste for Kevin, for det fortjener han, og han gjorde et godt job for os. Jeg håber, at vi i fremtiden kan mødes igen.«

Kevin Magnussen har skrevet under på en kontrakt for de to kommende sæsoner med Haas.